[1] Så tog Job til Orde og svarede:
[2] “Ja, sandelig, I er de rette, med eder dør Visdommen ud!
[3] Også jeg har som I Forstand, står ikke tilbage for eder, hvo kender vel ikke sligt?
[4] Til Latter for Venner er den, der råbte til Gud og fik Svar. den retfærdige er til Latter.
[5] I Ulykke falder de fromme, den sorgløse spotter Faren, hans Fod står fast, mens Fristen varer.
[6] I Fred er Voldsmænds Telte, og trygge er de, der vækker Guds Vrede, den, der fører Gud i sin Hånd.
[7] Spørg dog Kvæget, det skal lære dig, Himlens Fugle, de skal oplyse dig,
[8] se til Jorden, den skal lære dig lad Havets Fisk fortælle dig det!
[9] Hvem blandt dem alle ved vel ikke, at HERRENs Hånd har skabt det;
[10] han holder alt levendes Sjæl i sin Hånd, alt Menneskekødets Ånd!
[11] Prøver ej Øret Ord, og smager ej Ganen Maden?
[12] Er Alderdom eet med Visdom, Dagenes Række med Indsigt?
[13] Hos ham er der Visdom og Vælde, hos ham er der Råd og Indsigt.
[14] Hvad han river ned, det bygges ej op, den, han lukker inde, kommer ej ud;
[15] han dæmmer for Vandet, og Tørke kommer, han slipper det løs, og det omvælter Jorden.
[16] Hos ham er der Kraft og Fasthed; den, der farer og fører vild, er hans Værk.
[17] Rådsherrer fører han nøgne bort, og Dommere gør han til Tåber;
[18] han løser, hvad Konger bandt, og binder dem Reb om Lænd;
[19] Præster fører han nøgne bort og styrter ældgamle Slægter;
[20] han røver de dygtige Mælet og tager de gamles Sans;
[21] han udøser Hån over Fyrster og løser de stærkes Bælte;
[22] han drager det skjulte frem af Mørket og bringer Mulmet for Lyset,
[23] gør Folkene store og lægger dem øde, udvider Folkeslags Grænser og fører dem atter bort;
[24] han tager Jordens Høvdingers Vid og lader dem rave i vejløst Øde;
[25] de famler i Mørke uden Lys og raver omkring som drukne.