[1] Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
[2] Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
[3] tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
[4] og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
[5] Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.
[6] De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
[7] De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
[8] en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
[9] Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
[10] de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
[11] Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
[12] Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig
[13] min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
[14] de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
[15] Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
[16] Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
[17] Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
[18] Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
[19] Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
[20] Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;
[21] grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.
[22] Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
[23] thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
[24] Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?
[25] Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
[26] Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;
[27] ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
[28] trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;
[29] Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
[30] Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
[31] min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!