[1] Jager du Rov til Løvinden, stiller du Ungløvers hunger,
[2] når de dukker sig i deres Huler; ligger på Lur i Krat?
[3] Hvem skaffer Ravnen Æde, når Ungerne skriger til Gud og flakker om uden Føde?
[4] Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager du Vare på Hindenes Veer,
[5] tæller du mon deres Drægtigheds Måneder, kender du Tiden, de føder?
[6] De lægger sig ned og føder og kaster Kuldet,
[7] Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen.
[8] Hvem slap Vildæslet løs, hvem løste mon Steppeæslets Reb,
[9] som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte Steppe til Bolig?
[10] Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens Skælden;
[11] det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvert Græsstrå op.
[12] Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil den stå ved din Krybbe om Natten?
[13] Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne efter dig?
[14] Stoler du på dens store Kræfter; overlader du den din Høst?
[15] Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd på Loen?
[16] Mon Strudsens Vinge er lam, eller mangler den Dækfjer og Dun,
[17] siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Sandet,
[18] tænker ej på, at en Fod kan knuse dem, Vildtet på Marken træde dem sønder?
[19] Hård ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke.
[20] Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt.
[21] Når Skytterne kommer, farer den bort, den ler ad Hest og Rytter.
[22] Giver du Hesten Styrke, klæder dens Hals med Manke
[23] og lærer den Græshoppens Spring? Dens stolte Prusten indgyder Rædsel.
[24] Den skraber muntert i Dalen, går Brynjen væligt i Møde;
[25] den ler ad Rædselen, frygter ikke og viger ikke for Sværdet;
[26] Koggeret klirrer over den, Spydet og Køllen blinker;
[27] den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke, når Hornet lyder;
[28] et Stød i Hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer Kamp i det fjerne, Kampskrig og Førernes Råb.
[29] Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og breder sin Vinge mod Sønden?
[30] Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sin højtsatte Rede?
[31] Den bygger og bor på Klipper, på Klippens Tinde og Borg;
[32] den spejder derfra efter Æde, viden om skuer dens Øjne.
[33] Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes, der er den!
[34] Og HERREN svarede Job og sagde:
[35] Vil den trættekære tvistes med den Almægtige? Han, som revser Gud, han svare herpå!
[36] Da svarede Job HERREN og sagde:
[37] Se, jeg er ringe, hvad skal jeg svare? Jeg lægger min Hånd på min Mund!
[38] Een Gang har jeg talt, gentager det ikke, to Gange, men gør det ej mer!