[1] Så tog Na’amatiten Zofar til Orde og sagde
[2] “Derfor bruser Tankerne i mig, og derfor stormer det i mig;
[3] til min Skam må jeg høre på Tugt, får tankeløst Mundsvejr til Svar!
[4] Ved du da ikke fra Arilds Tid, fra Tiden, da Mennesket sattes på Jorden,
[5] at gudløses Jubel er kort og vanhelliges Glæde stakket?
[6] Steg end hans Hovmod til Himlen, raged hans Hoved i Sky,
[7] som sit Skarn forgår han for evigt, de, der så ham, siger: “Hvor er han?”
[8] Han flyr som en Drøm, man finder ham ikke, som et Nattesyn jages han bort;
[9] Øjet, der så ham, ser ham ej mer, hans Sted får ham aldrig at se igen.
[10] Hans Sønner bejler til ringes Yndest, hans Hænder må give hans Gods tilbage.
[11] Hans Ben var fulde af Ungdomskraft, men den lægger sig med ham i Støvet.
[12] Er det onde end sødt i hans Mund, når han gemmer det under sin Tunge,
[13] sparer på det og slipper det ikke, holder det fast til sin Gane,
[14] så bliver dog Maden i hans Indre til Slangegift inden i ham;
[15] Godset, han slugte, må han spy ud, Gud driver det ud af hans Bug,
[16] han indsuger Slangernes Gift, og Øgleungen slår ham ihjel;
[17] han skuer ej Strømme af Olie, Bække af Honning og Fløde;
[18] han må af med sin Vinding, svælger den ej, får ingen Glæde af tilbyttet Gods.
[19] Thi han knuste de ringe og lod dem ligge, ranede Huse, han ej havde bygget.
[20] Thi han har ingen Hjælp af sin Rigdom, trods sine Skatte reddes han ikke;
[21] ingen gik fri for hans Glubskhed, derfor varer hans Lykke ikke;
[22] midt i sin Overflod har han det trangt, al Slags Nød kommer over ham.
[23] For at fylde hans Bug sender Gud sin Vredes Glød imod ham, lader sin Harme regne på ham.
[24] Flyr han for Brynje af Jern, så gennemborer ham Kobberbuen;
[25] en Kni kommer ud af hans Ryg, et lynende Stål af hans Galde; over ham falder Rædsler,
[26] idel Mørke er opsparet til ham; Ild, der ej blæses op, fortærer ham, æder Levningen i hans Telt.
[27] Himlen bringer hans Brøde for Lyset, og Jorden rejser sig mod ham.
[28] Hans Huses Vinding må bort, rives bort på Guds Vredes Dag.
[29] Slig er den gudløses Lod fra Gud og Lønnen fra Gud for hans Brøde!