[1] Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
[2] Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,
[3] så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
[4] Når jeg lægger mig, siger jeg: “Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?” og når jeg står op: “Hvornår er det Kvæld?” Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
[5] Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
[6] Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.
[7] Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!
[8] Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.
[9] Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte,
[10] han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
[11] Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
[12] Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
[13] Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
[14] da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
[15] så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
[16] Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
[17] Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
[18] hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
[19] Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
[20] Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
[21] Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!