[1] Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
[2] “Så gør dog en Ende på dine Ord, kom til Fornuft og lad os tale!
[3] Hvi skal vi regnes for Kvæg og stå som umælende i dine Øjne?
[4] Du, som i Vrede sønderslider din Sjæl, skal for din Skyld Jorden blive øde og Klippen flyttes fra sit Sted?
[5] Nej, den gudløses Lys bliver slukt, hans Ildslue giver ej Lys;
[6] Lyset i hans Telt går ud, og hans Lampe slukkes for ham;
[7] hans kraftige Skridt bliver korte, han falder for eget Råd;
[8] thi hans Fod drives ind i Nettet, på Fletværk vandrer han frem,
[9] Fælden griber om Hælen, Garnet holder ham fast;
[10] Snaren er skjult i Jorden for ham og Saksen på hans Sti;
[11] Rædsler skræmmer ham alle Vegne og kyser ham Skridt for Skridt:
[12] Ulykken hungrer efter ham, Undergang lurer på hans Fald:
[13] Dødens førstefødte æder hans Lemmer, æder hans Legemes Lemmer;
[14] han rives bort fra sit Telt, sin Fortrøstning; den styrer hans Skridt til Rædslernes Konge;
[15] i hans Telt har Undergang hjemme, Svovl strøs ud på hans Bolig;
[16] nedentil tørrer hans Rødder, oventil visner hans Grene;
[17] hans Minde svinder fra Jord, på Gaden nævnes ikke hans Navn;
[18] man støder ham ud fra Lys i Mørket og driver ham bort fra Jorderig;
[19] i sit Folk har han ikke Afkom og Æt, i hans Hjem er der ingen tilbage;
[20] de i Vester stivner ved hans Skæbnedag, de i Øst bliver slagne af Rædsel.
[21] Ja, således går det den lovløses Bolig, dens Hjem, der ej kender Gud!