[1] Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se på en Jomfru;
[2] hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje?
[3] Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udådsmændene Modgang?
[4] Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt?
[5] Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig
[6] på Rettens Vægtskål veje han mig, så Gud kan kende min Uskyld
[7] er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder,
[8] da gid jeg må så og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode!
[9] Blev jeg en Dåre på Grund at en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør,
[10] så dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende!
[11] Thi sligt var Skændselsdåd, Brøde, der drages for Retten,
[12] ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand!
[13] Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, når de trættede med mig,
[14] hvad skulde jeg da gøre, når Gud stod op, hvad skulde jeg svare, når han så efter?
[15] Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv?
[16] Har jeg afslået ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte,
[17] var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf
[18] nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød.
[19] Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe
[20] visselig nej, hans Hofter velsigned mig, når han varmed sig i Uld af mine Lam.
[21] Har jeg løftet min Bånd mod en faderløs, fordi jeg var vis på Medhold i Retten,
[22] så falde min Skulder fra Nakken, så rykkes min Arm af Led!
[23] Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og når han rejste sig, magted jeg intet!
[24] Har jeg slået min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning,
[25] var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Hånd fik sanket så meget,
[26] så jeg, hvorledes Sollyset stråled, eller den herligt skridende Måne,
[27] og lod mit Hjerte sig dåre i Løn, så jeg hylded dem med Kys på min Hånd
[28] også det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.
[29] Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, når han ramtes af Vanheld
[30] nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, så jeg bandende kræved hans Sjæl.
[31] Har min Husfælle ej måttet sige: “Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord”
[32] nej, den fremmede lå ej ude om Natten, jeg åbned min Dør for Vandringsmænd.
[33] Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, så jeg dulgte min Brøde i Brystet
[34] af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, så jeg blev inden Døre i Stilhed!
[35] Ak, var der dog en, der hørte på mig! Her er mit Bomærke - lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!
[36] Sandelig, tog jeg det på min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone,
[37] svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste.
[38] Har min Mark måttet skrige over mig og alle Furerne græde,
[39] har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv,
[40] så gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender Jobs Ord.