[1] Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
[2] “Hvor længe taler du så, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?
[3] Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?
[4] Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,
[5] så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde!
[6] Såfremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han våge over dig, genrejse din Retfærds Bolig;
[7] din fordums Lykke vil synes ringe, såre stor skal din Fremtid blive.
[8] Thi spørg dog den befarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning!
[9] Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage på Jord.
[10] Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet:
[11] Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand?
[12] Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.
[13] Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelliges Håb slår fejl:
[14] som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv;
[15] han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej står det fast.
[16] I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over,
[17] i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten;
[18] men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: “Jeg har ikke set dig!”
[19] Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!
[20] Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Hånd.
[21] End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;
[22] dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!