[1] Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
[2] Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
[3] Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,
[4] dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft.
[5] Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
[6] Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb?
[7] Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
[8] Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv.
[9] For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til.
[10] Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud;
[11] Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.
[12] Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
[13] i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
[14] Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
[15] et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop.
[16] Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
[17] “Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
[18] End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
[19] endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
[20] De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde.
[21] Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom.”