[1] Sølvet har jo sit Leje, som renses, sit sted
[2] Jern hentes op af Jorden, og Sten smeltes om til Kobber.
[3] På Mørket gør man en Ende og ransager indtil de dybeste Kroge Mørkets og Mulmets Sten;
[4] man bryder en Skakt under Foden, og glemte, foruden Fodfæste, hænger de svævende fjernt fra Mennesker.
[5] Af Jorden fremvokser Brød, imedens dens Indre omvæltes som af Ild;
[6] i Stenen der sidder Safiren, og der er Guldstøv i den.
[7] Stien derhen er Rovfuglen ukendt, Falkens Øje udspejder den ikke;
[8] den trædes ikke af stolte Vilddyr, Løven skrider ej frem ad den.
[9] På Flinten lægger man Hånd og omvælter Bjerge fra Roden;
[10] i Klipperne hugger man Gange, alskens Klenodier skuer Øjet;
[11] man tilstopper Strømmenes Kilder og bringer det skjulte for Lyset.
[12] Men Visdommen - hvor mon den findes, og hvor er Indsigtens Sted?
[13] Mennesket kender ikke dens Vej, den findes ej i de levendes Land;
[14] Dybet siger: “I mig er den ikke!” Havet: “Ej heller hos mig!”
[15] Man får den ej for det fineste Guld, for Sølv kan den ikke købes,
[16] den opvejes ikke med Ofirguld, med kostelig Sjoham eller Safir;
[17] Guld og Glar kan ej måle sig med den, den fås ej i Bytte for gyldne Kar,
[18] Krystal og Koraller ikke at nævne. At eje Visdom er mere end Perler,
[19] Ætiopiens Topas kan ej måle sig med den, den opvejes ej med det rene Guld.
[20] Men Visdommen - hvor mon den kommer fra, og hvor er Indsigtens Sted?
[21] Den er dulgt for alt levendes Øje og skjult for Himmelens Fugle;
[22] Afgrund og Død må sige: “Vi hørte kun tale derom.”
[23] Gud er kendt med dens Vej, han ved, hvor den har sit Sted;
[24] thi han skuer til Jordens Ender, alt under Himmelen ser han.
[25] Dengang han fastsatte Vindens Vægt og målte Vandet med Mål,
[26] da han satte en Lov for Regnen, afmærked Tordenskyen dens Vej,
[27] da skued og mønstred han den, han stilled den op og ransaged den.
[28] Men til Mennesket sagde han: “Se, HERRENs Frygt, det er Visdom, at sky det onde er Indsigt.”