[1] Og videre sagde Elihu:
[2] Bi nu lidt, jeg har noget at sige dig, thi end har jeg Ord til Forsvar for Gud.
[3] Jeg vil hente min Viden langvejsfra og skaffe min Skaber Ret;
[4] thi for vist, mine Ord er ikke Opspind, en Mand med fuldkommen Indsigt har du for dig.
[5] Se, Gud forkaster det stive Sind,
[6] den gudløse holder han ikke i Live; de arme lader han få deres Ret,
[7] fra retfærdige vender han ikke sit Blik, men giver dem Plads for stedse hos Konger på Tronen i Højhed.
[8] Og hvis de bindes i Lænker, fanges i Nødens Bånd,
[9] så viser han dem deres Gerning, deres Synder, at de hovmodede sig,
[10] åbner deres Øre for Tugt og byder dem vende sig bort fra det onde.
[11] Hvis de så hører og bøjer sig, da ender de deres Dage i Lykke, i liflig Fryd deres År.
[12] Men hører de ikke, falder de for Sværd og opgiver Ånden i Uforstand.
[13] Men vanhellige Hjerter forbitres; når han binder dem, råber de ikke om Hjælp;
[14] i Ungdommen dør deres Sjæl, deres Liv får Mandsskøgers Lod.
[15] Den elendige frelser han ved hans Elende og åbner hans Øre ved Trængsel.
[16] Men dig har Medgangen lokket, du var i Fred for Ulykkens Gab; ingen Trængsel indjog dig Skræk, fuldt var dit Bord af fede Retter.
[17] Den gudløses som kom til fulde over dig, hans retfærdige Dom greb dig fat.
[18] Lad dig ikke lokke af Vrede til Spot eller Bødens Storhed lede dig vild!
[19] Kan vel dit Skrig gøre Ende på Nøden, eller det at du opbyder al din Kraft?
[20] Ej må du længes efter Natten, som. opskræmmer Folkeslag der, hvor de er;
[21] var dig og vend dig ikke til Uret, så du foretrækker ondt for at lide.
[22] Se, ophøjet er Gud i sin Vælde, hvo er en Lærer som han?
[23] Hvo foreskrev ham hans Vej, og hvo turde sige: “Du gjorde Uret!”
[24] Se til at ophøje hans Værk, som Mennesker priser i Sang!
[25] Alle Mennesker ser det med Fryd, skønt dødelige skuer det kun fra det fjerne.
[26] Se, Gud er ophøjet, kan ikke ransages, Tal på hans År kan ikke fides.
[27] Thi Dråber drager han ud af Havet, i hans Tåge siver de ned som Regn,
[28] og Skyerne lader den strømme og dryppe på mange Folk.
[29] Hvo fatter mon Skyernes Vidder eller hans Boligs Bulder?
[30] Se, han breder sin Tåge om sig og skjuler Havets Rødder;
[31] Thi dermed nærer han Folkene, giver dem Brød i Overflod;
[32] han hyller sine Hænder i Lys og sender det ud imod Målet;
[33] hans Torden melder hans Komme, selv Kvæget melder hans Optræk.