[1] Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
[2] “Gavner et Menneske Gud? Nej, den kloge gavner sig selv.
[3] Har den Almægtige godt af din Retfærd, Vinding af, at din Vandel er ret?
[4] Revser han dig for din Gudsfrygt? Eller går han i Rette med dig derfor?
[5] Er ikke din Ondskab stor og din Brøde uden Ende?
[6] Thi du pantede Brødre uden Grund, trak Klæderne af de nøgne,
[7] gav ikke den trætte Vand at drikke og nægted den sultne Brød.
[8] Den mægtige - hans var Landet, den hædrede boede der.
[9] Du lod Enker gå tomhændet bort, knuste de faderløses Arme.
[10] Derfor var der Snaret omkring dig, og Rædsel ængsted dig brat.
[11] Dit Lys blev Mørke, du kan ej se, og Strømme af Vand går over dig!
[12] Er Gud ej i højen Himmel? Se Stjernernes Tinde, hvor højt de står!
[13] Dog siger du: “Hvad ved Gud, holder han Dom bag sorten Sky?
[14] Skyerne skjuler ham, så han ej ser, på Himlens Runding går han!”
[15] Vil du følge Fortidens Sti, som Urettens Mænd betrådte,
[16] de, som i Utide reves bort, hvis Grundvold flød bort som en Strøm,
[17] som sagde til Gud: “Gå fra os! Hvad kan den Almægtige gøre os?”
[18] Og han havde dog fyldt deres Huse med godt. Men de gudløses Råd er ham fjernt.
[19] De retfærdige så det og glædede sig, den uskyldige spottede dem:
[20] For vist, vore Fjender forgik, og Ild fortæred de sidste af dem.
[21] Bliv Ven med ham og hold Fred. derved vil der times dig Lykke;
[22] tag dog mod Lærdom af ham og læg dig hans Ord på Sinde!
[23] Vender du ydmygt om til den Almægtige, fjerner du Uretten fra dit Telt,
[24] kaster du Guldet på Jorden, Ofirguldet blandt Bækkenes Sten,
[25] så den Almægtige bliver dit Guld, hans Lov dit Sølv,
[26] ja, da skal du fryde dig over den Almægtige og løfte dit Åsyn til Gud.
[27] Beder du til ham, hører han dig, indfri kan du, hvad du har lovet;
[28] hvad du sætter dig for, det lykkes, det lysner på dine Veje;
[29] thi stolte, hovmodige ydmyger han, men hjælper den, der slår Øjnene ned;
[30] han frelser uskyldig Mand; det sker ved hans Hænders Renhed!