[1] Og Elihu tog til Orde og sagde:
[2] “Holder du det for Ret, og kalder du det din Ret for Gud,
[3] at du siger: “Hvad båder det mig, hvad hjælper det mig, at jeg ikke synder?”
[4] Jeg vil give dig Svar og tillige med dig dine Venner:
[5] Løft dit Blik imod Himlen og se, læg Mærke til Skyerne, hvor højt de, er over dig!
[6] Hvis du synder, hvad skader du ham? Er din Brøde svar, hvad gør det da ham?
[7] Er du retfærdig, hvad gavner du ham, hvad mon han får af din Hånd?
[8] Du Menneske, dig vedkommer din Gudløshed, dig, et Menneskebarn, din Retfærd!
[9] Man skriger over den megen Vold, råber om Hjælp mod de mægtiges Arm,
[10] men siger ej: “Hvor er Gud, vor Skaber, som giver Lovsang om Natten,
[11] lærer os mer end Jordens Dyr, gør os vise fremfor Himlens Fugle?”
[12] Der råber man, uden at han giver Svar, over de ondes Hovmod;
[13] til visse, Gud hører ej tomme Ord, den Almægtige ænser dem ikke,
[14] endsige din Påstand om ikke at se ham! Vær stille for hans Åsyn og bi på ham!
[15] Men nu, da hans Vrede ej bringer Straf og han ikke bekymrer sig stort om Synd,
[16] så oplader Job sin Mund med Tant, uden Indsigt taler han store Ord.