[1] Ingen drister sig til at tirre den, hvem holder Stand imod den?
[2] Hvem møder den og slipper fra det hvem under hele Himlen?
[3] Jeg tier ej om dens Lemmer, hvor stærk den er, hvor smukt den er skabt.
[4] Hvem har trukket dens Klædning af, trængt ind i dens dobbelte Panser?
[5] Hvem har åbnet dens Ansigts Døre? Rundt om dens Tænder er Rædsel.
[6] Dens Ryg er Reder af Skjolde, dens Bryst er et Segl af Sten;
[7] de sidder tæt ved hverandre, Luft kommer ikke ind derimellem;
[8] de hænger fast ved hverandre, uadskilleligt griber de ind i hverandre.
[9] Dens Nysen fremkalder strålende Lys, som Morgenrødens Øjenlåg er dens Øjne.
[10] Ud af dens Gab farer Fakler, Ildgnister spruder der frem.
[11] Em står ud af dens Næsebor som af en ophedet, kogende Kedel.
[12] Dens Ånde tænder som glødende Kul, Luer står ud af dens Gab.
[13] Styrken bor på dens Hals, og Angsten hopper foran den.
[14] Tæt sidder Kødets Knuder, som støbt til Kroppen; de rokkes ikke;
[15] fast som Sten er dens Hjerte støbt, fast som den nederste Møllesten.
[16] Når den rejser sig, gyser Helte, fra Sans og Samling går de af Skræk.
[17] Angriberens Sværd holder ikke Stand, ej Kastevåben, Spyd eller Pil.
[18] Jern regner den kun for Halm og Kobber for trøsket Træ;
[19] Buens Søn slår den ikke på Flugt, Slyngens Sten bliver Strå for den,
[20] Stridskøllen regnes for Rør, den ler ad det svirrende Spyd.
[21] På Bugen er der skarpe Rande, dens Spor i Dyndet er som Tærskeslædens;
[22] Dybet får den i Kog som en Gryde, en Salvekedel gør den af Floden;
[23] bag den er der en lysende Sti, Dybet synes som Sølverhår.
[24] Dens Lige findes ikke på Jord, den er skabt til ikke at frygte.
[25] Alt, hvad højt er, ræddes for den, den er Konge over alle stolte Dyr.