[1] Brudt er min Ånd, mine Dage slukt, og Gravene venter mig;
[2] visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad mit Øje må skue.
[3] Stil Sikkerhed for mig hos dig! Hvem anden giver mig Håndslag?
[4] Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke ophøje dem;
[5] den, der forråder Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne hentæres.
[6] Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem;
[7] mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe;
[8] retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes den skyldfri,
[9] men den retfærdige holder sin Vej, en renhåndet vokser i Kraft.
[10] Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand fnder jeg ikke iblandt jer!
[11] Mine Dage stunder mod Døden, brudt er mit Hjertes Ønsker;
[12] Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke;
[13] vil jeg håbe, får jeg dog Bolig i Døden, jeg reder i Mørket mit Leje,
[14] Graven kalder jeg Fader, Forrådnelsen Moder og Søster.
[15] Hvor er da vel mit Håb, og hvo kan øjne min Lykke?
[16] Mon de vil følge mig ned i Dødsriget, skal sammen vi synke i Støvet?