[1] Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,
[2] sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!
[3] Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Råd?
[4] Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,
[5] er dine Dage som Menneskets Dage, er dine År som Mandens Dage,
[6] siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,
[7] endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!
[8] Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet!
[9] Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!
[10] Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,
[11] iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?
[12] Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd
[13] og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var:
[14] Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde.
[15] Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.
[16] Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;
[17] nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!
[18] Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle;
[19] jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.
[20] Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt,
[21] før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land,
[22] Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket.”