[1] Se, mit Øje har skuet alt dette, mit Øre har hørt og mærket sig det;
[2] hvad I ved, ved også jeg, jeg falder ikke igennem for jer.
[3] Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud er jeg sindet at gå i Rette,
[4] mens I smører på med Løgn; usle Læger er I til Hobe.
[5] Om I dog vilde tie stille, så kunde I regnes for vise!
[6] Hør dog mit Klagemål, mærk mine Læbers Anklage!
[7] Forsvarer I Gud med Uret, forsvarer I ham med Svig?
[8] Vil I tage Parti for ham, vil I træde i Skranken for Gud?
[9] Går det godt, når han ransager eder, kan I narre ham, som man narrer et Menneske?
[10] Revse jer vil han alvorligt, om I lader som intet og dog er partiske.
[11] Vil ikke hans Højhed skræmme jer og hans Rædsel falde på eder?
[12] Eders Tankesprog bliver til Askesprog, som Skjolde af Ler eders Skjolde.
[13] Ti stille, at jeg kan tale, så overgå mig, hvad der vil!
[14] Jeg vil bære mit Kød i Tænderne og tage mit Liv i min Hånd;
[15] se, han slår mig ihjel, jeg har intet Håb, dog lægger jeg for ham min Færd.
[16] Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig vover sig ikke til ham!
[17] Hør nu ret på mit Ord, lad mig tale for eders Ører!
[18] Se, til Rettergang er jeg rede, jeg ved, at Retten er min!
[19] Hvem kan vel trætte med mig? Da skulde jeg tie og opgive Ånden!
[20] Kun for to Ting skåne du mig, så kryber jeg ikke i Skjul for dig:
[21] Din Hånd må du tage fra mig, din Rædsel skræmme mig ikke!
[22] Så stævn mig, og jeg skal svare, eller jeg vil tale, og du skal svare!
[23] Hvor stor er min Skyld og Synd? Lad mig vide min Brøde og Synd!
[24] Hvi skjuler du dog dit Åsyn og regner mig for din Fjende?
[25] Vil du skræmme et henvejret Blad, forfølge et vissent Strå,
[26] at du skriver mig så bitter en Dom og lader mig arve min Ungdoms Skyld,
[27] lægger mine Fødder i Blokken, vogter på alle mine Veje. indkredser mine Fødders Trin!
[28] Og så er han dog som smuldrende Trøske, som Klæder, der ædes op af Møl,