[1] Så tog Job til Orde og svarede:
[2] “Gid man vejed min Harme og vejed min Ulykke mod den!
[3] Thi tungere er den end Havets Sand, derfor talte jeg over mig!
[4] Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min Ånd inddrikker deres Gift; Rædsler fra Gud forvirrer mig.
[5] Skriger et Vildæsel midt i Græsset, brøler en Okse ved sit Foder?
[6] Spiser man ferskt uden Salt, smager mon Æggehvide godt?
[7] Min Sjæl vil ej røre derved, de Ting er som Lugt af en Løve.
[8] Ak, blev mit Ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg håber
[9] vilde d dog knuse mig, række Hånden ud og skære mig fra,
[10] så vilde det være min Trøst - jeg hopped af Glæde trods skånselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord.
[11] Hvad er min Kraft, at jeg skal holde ud, min Udgang, at jeg skal være tålmodig?
[12] Er da min Kraft som Stenens, er da mit Legeme Kobber?
[13] Ak, for mig er der ingen Hjælp, hver Udvej lukker sig for mig.
[14] Den, der nægter sin Næste Godhed, han bryder med den Almægtiges Frygt.
[15] Mine Brødre sveg mig som en Bæk, som Strømme, hvis Vand svandt bort,
[16] de, der var grumset af os, og som Sneen gemte sig i,
[17] men som svandt ved Solens Glød, tørredes sporløst ud i Hede;
[18] Karavaner bøjer af fra Vejen, drager op i Ørkenen og går til Grunde;
[19] Temas Karavaner spejder, Sabas Rejsetog håber på dem,
[20] men de beskæmmes i deres Tillid, de kommer derhen og skuffes!
[21] Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen så I og grebes af Skræk!
[22] Har jeg mon sagt: “Giv mig Gaver, løs mig med eders Velstand,
[23] red mig af Fjendens Hånd, køb mig fri fra Voldsmænds Hånd!”
[24] Lær mig, så vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet!
[25] Redelig Tale, se, den gør Indtryk; men eders Revselse, hvad er den værd?
[26] Er det jer Hensigt at revse Ord? Den fortvivledes Ord er dog Mundsvejr!
[27] Selv om en faderløs kasted I Lod og købslog om eders Ven.
[28] Men vilde I nu dog se på mig! Mon jeg lyver jer op i Ansigtet?
[29] Vend jer hid, lad der ikke ske Uret, vend jer, thi end har jeg Ret!
[30] Er der Uret på min Tunge, eller skelner min Gane ej, hvad der er ondt?