[1] Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;
[2] han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast.
[3] Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!
[4] Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!
[5] Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,
[6] tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
[7] Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;
[8] ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:
[9] lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;
[10] men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?
[11] Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,
[12] så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.
[13] Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu!
[14] Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;
[15] du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!
[16] Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,
[17] forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.
[18] Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,
[19] som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.
[20] For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.
[21] Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;
[22] ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.