[1] Så tog Na’amatiten Zofar til Orde og sagde:
[2] “Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret?
[3] Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke få Skam?
[4] Du siger: “Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!”
[5] Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig,
[6] kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!
[7] Har du loddet Bunden i Gud og nået den Almægtiges Grænse?
[8] Højere er den end Himlen hvad kan du? Dybere end Dødsriget - hvad ved du?
[9] Den overgår Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet.
[10] Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham?
[11] Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpå,
[12] så tomhjernet Mand får Vid, og Vildæsel fødes til Menneske.
[13] Hvis du får Skik på dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham,
[14] hvis Uret er fjern fra din Hånd, og Brøde ej bor i dit Telt,
[15] ja, da kan du lydefri løfte dit Åsyn og uden at frygte stå fast,
[16] ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort;
[17] dit Liv skal overstråle Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen.
[18] Tryg skal du være, fordi du har Håb; du ser dig om og går trygt til Hvile,
[19] du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle.
[20] Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Håb er blot at udånde Sjælen!