[1] Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
[2] “Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind
[3] for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet båder?
[4] Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud.
[5] Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog.
[6] Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig!
[7] Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?
[8] Mon du lytted til, da Gud holdt Råd, og mon du rev Visdommen til dig?
[9] Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstår du, som vi ikke kender?
[10] Også vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders!
[11] Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig?
[12] Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt?
[13] Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.
[14] Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret?
[15] End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne,
[16] hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!
[17] Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set,
[18] hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt,
[19] dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem:
[20] Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede År, en Voldsmand lever;
[21] Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham;
[22] han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,
[23] udset til Føde for Gribbe, han ved, at han står for Fald;
[24] Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid.
[25] Thi Hånden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,
[26] stormed bårdnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde.
[27] Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld på sin Lænd.
[28] tog Bolig i Byer, der øde lå hen. i Huse, man ikke må bo i, bestemt til at ligge i Grus.
[29] Han bliver ej rig, hans Velstand forgår, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks;
[30] han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden.
[31] Han stole ikke på Tomhed han farer vild thi Tomhed skal være hans Løn!
[32] I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes;
[33] han ryster som Ranken sin brue af og kaster som Olietræet sin Blomst.
[34] Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte;
[35] svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig!