[1] Visdommen bygged sig Hus, rejste sig støtter syv,
[2] slagted sit Kvæg og blanded sin Vin, hun har også dækket sit Bord;
[3] hun har sendt sine Terner ud, byder ind på Byens højeste Steder:
[4] Hvo som er tankeløs, han komme hid, jeg taler til dem, som er uden Vid:
[5] Kom og smag mit Brød og drik den Vin, jeg har blandet!
[6] Lad Tankeløshed fare, så skal I leve, skrid frem ad Forstandens Vej!
[7] Tugter man en Spotter, henter man sig Hån; revser man en gudløs, høster man Skam;
[8] revs ikke en Spotter, at han ikke skal hade dig, revs den vise, så elsker han dig;
[9] giv til den vise, så bliver han visere, lær den retfærdige, så øges hans Viden.
[10] HERRENs Frygt er Visdoms Grundlag, at kende den HELLIGE, det er Forstand.
[11] Thi mange bliver ved mig dine Dage, dine Livsårs Tal skal øges.
[12] Er du viis, er det til Gavn for dig selv; spotter du, bærer du ene Følgen!
[13] Dårskaben, hun slår sig løs og lokker og kender ikke til Skam;
[14] hun sidder ved sit Huses indgang, troner på Byens Høje
[15] og byder dem ind, der kommer forbi, vandrende ad deres slagne Vej:
[16] Hvo som er tankeløs, han komme hid, jeg taler til dem, som er uden Vid:
[17] Stjålen Drik er sød, lønligt Brød er lækkert!
[18] Han ved ej, at Skyggerne dvæler der, hendes Gæster er i Dødsrigets Dyb.