[1] Ordsprog af Salomo, Davids Søn, Israels Konge.
[2] Af dem skal man lære Visdom forstandig Tale,
[3] tage mod Tugt, som gør klog, mod Retfærdighed, Ret og Retsind;
[4] de skal give tankeløse Klogskab, ungdommen Kundskab og Kløgt;
[5] den vise høre og øge sin Viden, den forstandige vinde sig Levekunst;
[6] de skal lære at tyde Ordsprog og Billeder, de vises Ord og Gåder.
[7] HERRENs Frygt er Kundskabs begyndelse, Dårer ringeagter Visdom og Tugt.
[8] Hør, min Søn, på din Faders Tugt, opgiv ikke din Moders Belæring.
[9] thi begge er en yndig Krans til dit Hoved og Kæder til din Hals.
[10] Min Søn, sig nej, når Syndere lokker!
[11] Siger de: “Kom med, lad os lure på den fromme, lægge Baghold for sagesløs, skyldfri Mand!
[12] Som Dødsriget sluger vi dem levende, med Hud og Hår, som for de i Graven.
[13] Vi vinder os Gods og Guld, vi fylder vore Huse med Rov.
[14] Gør fælles Sag med os; vi har alle fælles Pung!”
[15] - min Søn, gå da ikke med dem, hold din Fod fra deres Sti;
[16] thi deres Fødder løber efter ondt, de haster for at udgyde Blod.
[17] Thi det er unyttigt at udspænde Garnet for alle Fugles Øjne;
[18] de lurer på eget Blod, lægger Baghold for eget Liv.
[19] Så går det enhver, der attrår Rov, det tager sin Herres Liv.
[20] Visdommen råber på Gaden, på Torvene løfter den Røsten;
[21] oppe på Murene kalder den, tager til Orde i Byen ved Portindgangene:
[22] Hvor længe vil I tankeløse elske Tankeløshed, Spotterne finde deres Glæde i Spot og Dårerne hade kundskab?
[23] Vend eder til min Revselse! Se, jeg lader min Ånd udvælde for eder, jeg kundgør eder mine Ord:
[24] Fordi jeg råbte og I stod imod, jeg vinked og ingen ænsed det,
[25] men I lod hånt om alt mit Råd og tog ikke min Revselse til jer,
[26] derfor ler jeg ved eders Ulykke, spotter, når det, I frygter, kommer,
[27] når det, I frygter, kommer som Uvejr, når eders Ulykke kommer som Storm, når Trængsel og Nød kommer over jer.
[28] Da svarer jeg ej, når de kalder, de søger mig uden at finde,
[29] fordi de hadede Kundskab og ikke valgte HERRENs Frygt;
[30] mit Råd tog de ikke til sig, men lod hånt om al min Revselse.
[31] Frugt af deres Færd skal de nyde og mættes med egne Råd;
[32] thi tankeløses Egensind bliver deres Død, Tåbers Sorgløshed bliver deres Undergang;
[33] men den, der adlyder mig, bor trygt, sikret mod Ulykkens Rædsel.