[1] Visdom bygger sit hus,dårskabs hænder river det ned.
[2] Hvo redeligt vandrer, frygter HERREN, men den, som går Krogveje, agter ham ringe.
[3] I Dårens Mund er Ris til hans Ryg, for de vise står Læberne Vagt.
[4] Når der ikke er Okser, er Laden tom, ved Tyrens Kraft bliver Høsten stor.
[5] Sanddru Vidne lyver ikke, det falske Vidne farer med Løgn.
[6] Spotter søger Visdom, men finder den ikke, til Kundskab kommer forstandig let.
[7] Gå fra en Mand, som er en Tåbe, der mærker du intet til Kundskabs Læber.
[8] Den kloge i sin Visdom er klar på sin Vej, men Tåbers Dårskab er Svig.
[9] Med Dårer driver Skyldofret Spot, men Velvilje råder iblandt retsindige.
[10] Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets Glæde.
[11] Gudløses Hus lægges øde, retsindiges Telt står i Blomst.
[12] Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje.
[13] Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer.
[14] Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er god.
[15] Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge overtænker sine Skridt.
[16] Den vise ængstes og skyr det onde, Tåben buser sorgløs på.
[17] Den hidsige bærer sig tåbeligt ad, man hader rænkefuld Mand.
[18] De tankeløse giver dårskab i Arv, de kloge efterlader sig Kundskab.
[19] Onde må bukke for gode, gudløse stå ved retfærdiges Døre.
[20] Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands Venner er mange.
[21] Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har Medynk med arme.
[22] De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt, finder Nåde og Trofasthed.
[23] Ved al Slags Møje vindes der noget, Mundsvejr volder kun Tab.
[24] De vises Krone er Kløgt, Tåbers Krans er Dårskab.
[25] Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer med Løgn, bedrager.
[26] Den stærkes Tillid er HERRENs Frygt, hans Sønner skal have en Tilflugt.
[27] HERRENs Frygt er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer.
[28] At Folket er stort, er Kongens Hæder, Brist på Folk er Fyrstens Fald.
[29] Den sindige er rig på Indsigt, den heftige driver det vidt i Dårskab.
[30] Sagtmodigt Hjerte er Liv for Legemet, Avind er Edder i Benene.
[31] At kue den ringe er Hån mod hans Skaber, han æres ved Medynk med fattige.
[32] Ved sin Ondskab styrtes den gudløse, ved lydefri Færd er retfærdige trygge.
[33] Visdom bor i forstandiges Hjerte, i Tåbers Indre kendes den ikke.
[34] Retfærdighed løfter et Folk, men Synd er Folkenes Skændsel.
[35] En klog Tjener har Kongens Yndest, en vanartet rammer hans Vrede.