[1] Når du sidder til bords hos en Stormand, mærk dig da nøje, hvem du har for dig,
[2] og sæt dig en Kniv på Struben, i Fald du er alt for sulten.
[3] Attrå ikke hans lækre Retter, thi det er svigefuld kost.
[4] Slid dig ikke op for at vinde dig Rigdom, brug ej din Forstand dertil!
[5] Skal dit Blik flyve efter den uden at finde den? Visselig gør den sig Vinger som Ørnen, der flyver mod Himlen.
[6] Spis ej den misundeliges Brød, attrå ikke hans lækre Retter;
[7] thi han sidder med karrige Tanker; han siger til dig: “Spis og drik!” men hans Hjerte er ikke med dig.
[8] Den Bid, du har spist, må du udspy, du spilder dine fagre Ord.
[9] Tal ikke for Tåbens Ører, thi din kloge Tale agter han ringe.
[10] Flyt ej ældgamle Skel, kom ikke på faderløses Mark;
[11] thi deres Løser er stærk, han fører deres Sag imod dig.
[12] Vend dit Hjerte til Tugt, dit Øre til Kundskabs Ord.
[13] Spar ej Drengen for Tugt; når du slår ham med Riset, undgår han Døden;
[14] du slår ham vel med Riset, men redder hans Liv fra Dødsriget.
[15] Min Søn, er dit Hjerte viist, så glæder mit Hjerte sig også,
[16] og mine Nyrer jubler, når dine Læber taler, hvad ret er!
[17] Dit Hjerte være ikke skinsygt på Syndere, men stadig ivrigt i HERRENs Frygt;
[18] en Fremtid har du visselig da, dit Håb bliver ikke til intet.
[19] Hør, min Søn, og bliv viis, lad dit Hjerte gå den lige Vej.
[20] Hør ikke til dem, der svælger i Vin, eller dem, der frådser i Kød;
[21] thi Dranker og Frådser forarmes, Søvn giver lasede Klæder.
[22] Hør din Fader, som avlede dig, ringeagt ikke din gamle Moder!
[23] Køb Sandhed og sælg den ikke, Visdom, Tugt og Forstand.
[24] Den retfærdiges Fader jubler; har man avlet en Vismand, glædes man ved ham;
[25] din Fader og Moder glæde sig, hun, der fødte dig, juble!
[26] Giv mig dit Hjerte, min Søn, og lad dine Øjne synes om mine Veje!
[27] Thi en bundløs Grav er Skøgen, den fremmede Kvinde, en snæver Brønd;
[28] ja, som en Stimand ligger hun på Lur og øger de troløses Tal blandt Mennesker.
[29] Hvem har Ak, og hvem har Ve, hvem har Kiv, og hvem har Klage? Hvem har Sår uden Grund, hvem har sløve Øjne?
[30] De, som sidder sent over Vinen, som kommer for at smage den stærke Drik.
[31] Se ikke til Vinen, hvor rød den er, hvorledes den perler i Bægeret; den glider så glat,
[32] men bider til sidst som en Slange og spyr sin Gift som en Øgle;
[33] dine Øjne skuer de sælsomste Ting, og bagvendt taler dit Hjerte;
[34] du har det, som lå du midt i Havet, som lå du oppe på en Mastetop.
[35] “De slog mig, jeg følte ej Smerte, gav mig Hug, jeg mærked det ikke; når engang jeg vågner igen, så søger jeg atter til Vinen!”