[1] Særlingen søger et påskud, med vold og magt vil han strid.
[2] Tåben ynder ej Indsigt, men kun, at hans Tanker kommer for Lyset.
[3] Hvor Gudløshed kommer, kommer og Spot, Skam og Skændsel følges.
[4] Ord i Mands Mund er dybe Vande, en rindende Bæk, en Visdomskilde.
[5] Det er ilde at give en skyldig Medhold, så man afviser skyldfris Sag i Retten.
[6] Tåbens Læber fører til Trætte, hans Mund råber højt efter Hug,
[7] Tåbens Mund er hans Våde, hans Læber en Snare for hans Liv.
[8] Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Bugen.
[9] Den, der er efterladen i Gerning, er også Broder til Ødeland.
[10] HERRENs Navn er et stærkt Tårn, den retfærdige løber derhen og bjærges.
[11] Den riges Gods er hans faste Stad, og tykkes ham en knejsende Mur.
[12] Mands Hovmod går forud for Fald, Ydmyghed forud for Ære.
[13] Om nogen svarer, førend han hører, regnes det ham til Dårskab og Skændsel.
[14] Mands Mod udholder Sygdom, men hvo kan bære en sønderbrudt Ånd?
[15] Den forstandiges Hjerte vinder sig Kundskab, de vises Øre attrår Kundskab.
[16] Gaver åbner et Menneske Vej og fører ham hen til de store.
[17] Den, der taler først i en Trætte har Ret, til den anden kommer og går ham efter.
[18] Loddet gør Ende på Trætter og skiller de stærkeste ad.
[19] Krænket Broder er som en Fæstning, Trætter som Portslå for Borg.
[20] Mands Bug mættes af Mundens Frugt, han mættes af Læbernes Grøde.
[21] Død og Liv er i Tungens Vold, hvo der tøjler den, nyder dens Frugt.
[22] Fandt man en Hustru, fandt man Lykken og modtog Nåde fra HERREN.
[23] Fattigmand beder og trygler, Rigmand svarer med hårde Ord.
[24] Med mange Fæller kan Mand gå til Grunde, men Ven kan overgå Broder i Troskab.