[1] Hvo Nakken gør stiv, skønt revset tit, han knuses brat uden Lægedom.
[2] Er der mange retfærdige, glædes Folket, men råder de gudløse, sukker Folket.
[3] Hvo Visdom elsker, glæder sin Fader, hvo Skøger omgås, bortødsler Gods.
[4] Kongen grundfæster Landet med Ret, en Udsuger lægger det øde.
[5] Mand, der smigrer sin Næste, breder et Net for hans Fod.
[6] I sin Brøde hildes den onde, den retfærdige jubler af Glæde.
[7] Den retfærdige kender de ringes Retssag; den gudløse skønner intet.
[8] Spottere ophidser Byen, men Vismænd, de stiller Vrede.
[9] Går Vismand i Rette med Dåre, vredes og ler han, alt preller af.
[10] De blodtørstige hader lydefri Mand, de retsindige tager sig af ham.
[11] En Tåbe slipper al sin Voldsomhed løs, Vismand stiller den omsider.
[12] En Fyrste, som lytter til Løgnetale, får lufter gudløse Tjenere.
[13] Fattigmand og Blodsuger mødes, HERREN giver begges Øjne Glans.
[14] En Konge, der dømmer de ringe med Ret, hans Trone står fast evindelig.
[15] Ris og Revselse, det giver Visdom, uvorn Dreng gør sin Moder Skam.
[16] Bliver mange gudløse tiltager Synd; retfærdige ser med Fryd deres Fald.
[17] Tugt din Søn, så kvæger han dig og bringer din Sjæl, hvad der smager.
[18] Uden Syner forvildes et Folk; salig den, der vogter på Loven.
[19] Med Ord lader Træl sig ikke tugte, han fatter dem vel, men adlyder ikke.
[20] Ser du en Mand, der er hastig til Tale, for en Tåbe er der snarere Håb end for ham.
[21] Forvænner man sin Træl fra ung, vil han til sidst være Herre.
[22] Hidsig Mand vækker Strid, vredladen Mand gør megen Synd.
[23] Et Menneskes Hovmod ydmyger ham, den ydmyge opnår Ære.
[24] Hæleren hader sit Liv, han hører Forbandelsen, men melder intet.
[25] Frygt for Mennesker leder i Snare, men den, der stoler på HERREN, er bjærget.
[26] Mange søger en Fyrstes Gunst; Mands Ret er dog fra HERREN.
[27] Urettens Mand er retfærdiges Gru, hvo redeligt vandrer, gudløses Gru.