[1] Mon ikke Visdommen kalder, løfter Indsigten ikke sin røst?
[2] Oppe på Høje ved Vejen, ved Korsveje træder den frem;
[3] ved Porte, ved Byens Udgang, ved Dørenes Indgang råber den:
[4] Jeg kalder på eder, I Mænd, løfter min Røst til Menneskens Børn.
[5] I tankeløse, vind jer dog Klogskab, I Tåber, så få dog Forstand!
[6] Hør, thi jeg fører ædel Tale, åbner mine Læber med retvise Ord;
[7] ja, Sandhed taler min Gane, gudløse Læber er mig en Gru.
[8] Rette er alle Ord af min Mund, intet er falskt eller vrangt;
[9] de er alle ligetil for den kloge, retvise for dem der vandt Indsigt
[10] Tag ved Lære, tag ikke mod Sølv, tag mod Kundskab fremfor udsøgt Guld;
[11] thi Visdom er bedre end Perler, ingen Skatte opvejer den
[12] Jeg, Visdom, er Klogskabs Nabo og råder over Kundskab og Kløgt.
[13] HERRENs Frygt er Had til det onde. Jeg hader Hovmod og Stolthed, den onde Vej og den falske Mund.
[14] Jeg ejer Råd og Visdom, jeg har Forstand, jeg har Styrke.
[15] Ved mig kan Konger styre og Styresmænd give retfærdige Love;
[16] ved mig kan Fyrster råde og Stormænd dømme Jorden.
[17] Jeg elsker dem, der elsker mig, og de, der søger mig, finder mig.
[18] Hos mig er der Rigdom og Ære, ældgammelt Gods og Retfærd.
[19] Min Frugt er bedre end Guld og Malme, min Afgrøde bedre end kosteligt Sølv.
[20] Jeg vandrer på Retfærds Vej. midt hen ad Rettens Stier
[21] for at tildele dem, der elsker mig, Gods og fylde deres Forrådshuse.
[22] Mig skabte HERREN først blandt sine Værker, i Urtid, førend han skabte andet;
[23] jeg blev frembragt i Evigheden, i Begyndelsen, i Jordens tidligste Tider;
[24] jeg fødtes, før Verdensdybet var til, før Kilderne, Vandenes Væld, var til;
[25] førend Bjergene sænkedes, før Højene fødtes jeg,
[26] førend han skabte Jord og Marker, det første af Jordsmonnets Støv.
[27] Da han grundfæsted Himlen, var jeg hos ham, da han satte Hvælv over Verdensdybet.
[28] Da han fæstede Skyerne oventil og gav Verdensdybets Kilder deres faste Sted,
[29] da han satte Havet en Grænse, at Vandene ej skulde bryde hans Lov, da han lagde Jordens Grundvold,
[30] da var jeg Fosterbarn hos ham, hans Glæde Dag efter Dag; for hans Åsyn leged jeg altid,
[31] leged på hans vide Jord og havde min Glæde af Menneskens Børn.
[32] Og nu, I Sønner, hør mig! Vel den, der vogter på mine Veje!
[33] Hør på Tugt og bliv vise, lad ikke hånt derom!
[34] Lykkelig den, der hører på mig, så han daglig våger ved mine Døre og vogter på mine Dørstolper.
[35] Thi den, der ftnder mig; finder Liv og opnår Yndest hos HERREN;
[36] men den, som mister mig, skader sig selv; enhver, som hader mig, elsker Døden.