[1] At elske Tugt er at elske Kundskab, at hade Revselse er dumt.
[2] Den gode vinder Yndest hos HERREN, den rænkefulde dømmer han skyldig.
[3] Ingen står fast ved Gudløshed, men retfærdiges Rod skal aldrig rokkes.
[4] En duelig Kvinde er sin Ægtemands Krone, en dårlig er som Edder i hans Ben.
[5] Retfærdiges Tanker er Ret, gudløses Opspind er Svig.
[6] Gudløses Ord er på Lur efter Blod, retsindiges Mund skal bringe dem Frelse.
[7] Gudløse styrtes og er ikke mer. retfærdiges Hus står fast.
[8] For sin Klogskab prises en Mand, til Spot bliver den, hvis Vid er vrangt.
[9] Hellere overses, når man holder Træl, end optræde stort, når man mangler Brød.
[10] Den retfærdige føler med sit Kvæg, gudløses Hjerte er grumt.
[11] Den mættes med Brød, som dyrker sin Jord, uden Vid er den, der jager efter Tomhed.
[12] De ondes Fæstning jævnes med Jorden, de retfærdiges Rod bolder Stand.
[13] I Læbernes Brøde hildes den onde, den retfærdige undslipper Nøden.
[14] Af sin Munds Frugt mættes en Mand med godt, et Menneske får, som hans Hænder har øvet.
[15] Dårens Færd behager ham selv, den vise hører på Råd.
[16] En Dåre giver straks sin Krænkelse Luft, den kloge spottes og lader som intet.
[17] Den sanddru fremfører, hvad der er ret, det falske Vidne kommer med Svig.
[18] Mangens Snak er som Sværdhug, de vises Tunge læger.
[19] Sanddru Læbe består for evigt, Løgnetunge et Øjeblik.
[20] De, som smeder ondt, har Svig i Hjertet; de, der stifter Fred, har Glæde.
[21] Den retfærdige times der intet ondt, - gudløse oplever Vanheld på Vanheld.
[22] Løgnelæber er HERREN en Gru, de ærlige har hans Velbebag.
[23] Den kloge dølger sin Kundskab, Tåbers Hjerte udråber Dårskab.
[24] De flittiges Hånd skal råde, den lade tvinges til Hoveriarbejde.
[25] Hjertesorg bøjer til Jorden, et venligt Ord gør glad.
[26] Den retfærdige vælger sin Græsgang, gudløses Vej vildleder dem selv.
[27] Ladhed opskræmmer intet Vildt, men kosteligt Gods får den flittige tildelt.
[28] På Retfærds Sti er der Liv, til Døden fører den onde Vej.