[1] Mærk dig, min Søn, min Visdom, bøj til min Indsigt dit Øre,
[2] at Kløgt må våge øver dig, Læbernes kundskab vare på dig.
[3] Thi af Honning drypper den fremmedes Læber, glattere end Olie er hendes Gane;
[4] men til sidst er hun besk som Malurt, hvas som tveægget Sværd;
[5] hendes Fødder styrer nedad mod Døden, til Dødsriget stunder hendes Fjed;
[6] hun følger ej Livets Vej, hendes Spor er bugtet, hun ved det ikke.
[7] Hør mig da nu, min Søn, vig ikke fra min Munds Ord!
[8] Lad din Vej være langt fra hende, kom ej hendes Husdør nær,
[9] at du ikke må give andre din Ære, en grusom Mand dine År.
[10] at ikke dit Gods skal mætte fremmede, din Vinding ende i Andenmands Hus,
[11] så du gribes af Anger til sidst, når dit Kød og Huld svinder hen,
[12] og du siger: “Ak, at jeg hadede Tugt, at mit Hjerte lod hånt om Revselse,
[13] så jeg ikke lød mine Læreres Røst, ej bøjed mit Øre til dem, som lærte mig!
[14] Nær var jeg kommet i alskens Ulykke midt i Forsamling og Menighed!”
[15] Drik Vand af din egen Cisterne og rindende Vand af din Brønd;
[16] lad ej dine Kilder flyde på Gaden, ej dine Bække på Torvene!
[17] Dig skal de tilhøre, dig alene, ingen fremmed ved Siden af dig!
[18] Velsignet være dit Væld, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,
[19] den elskelige Hind, den yndige Gazel; hendes Elskov fryde dig stedse, berus dig altid i hendes Kærlighed!
[20] Hvi beruser du dig, min Søn, i en fremmed og tager en andens Hustru i Favn?
[21] Thi for HERRENs Øjne er Menneskets Veje, grant følger han alle dets Spor;
[22] den gudløse fanges af egen Brøde og holdes fast i Syndens Reb;
[23] han dør af Mangel på Tugt, går til ved sin store Dårskab.