[1] Bedre en tør Bid Brød med fred end Huset fuldt af Sul med Trætte.
[2] Klog Træl bliver Herre over dårlig Søn og får lod og del mellem brødre.
[3] Digel til Sølv og Ovn til Guld, men den, der prøver Hjerter, er HERREN.
[4] Den onde hører på onde Læber, Løgneren lytter til giftige Tunger.
[5] Hvo Fattigmand spotter, håner hans Skaber, den skadefro slipper ikke for Straf.
[6] De gamles Krone er Børnebørn, Sønners Stolthed er Fædre.
[7] Ypperlig Tale er ej for en Dåre, end mindre da Løgnfor den, som er ædel.
[8] Som en Troldsten er Gave i Giverens Øjne; hvorhen den end vender sig, gør den sin Virkning.
[9] Den, der dølger en Synd, søger Venskab, men den, der ripper op i en Sag, skiller Venner.
[10] Bedre virker Skænd på forstandig end hundrede Slag på en Tåbe.
[11] Den onde har kun Genstridigbed for, men et skånselsløst Bud er udsendt imod ham.
[12] Man kan møde en Bjørn, hvis Unger er taget, men ikke en Tåbe udi hans Dårskab.
[13] Den, der gengælder godt med ondt, fra hans Hus skal Vanheld ej vige.
[14] At yppe Strid er at åbne for Vand, hold derfor inde, før Strid bryder løs.
[15] At frikende skyldig og dømme uskyldig, begge Dele er HERREN en Gru.
[16] Hvad hjælper Penge i Tåbens Hånd til at købe ham Visdom, når Viddet mangler?
[17] Ven viser Kærlighed når som helst, Broder fødes til Hjælp i Nød.
[18] Mand uden Vid giver Håndslag og går i Borgen for Næsten.
[19] Ven af Kiv er Ven af Synd; at højne sin Dør er at attrå Fald.
[20] Ej finder man Lykke, når Hjertet er vrangt, man falder i Våde, når Tungen er falsk.
[21] Den, der avler en Tåbe, får Sorg, Dårens Fader er ikke glad.
[22] Glad Hjerte er godt for Legemet, nedslået Sind suger Marv af Benene.
[23] Den gudløse tager Gave i Løn for at bøje Rettens Gænge.
[24] Visdom står den forstandige for Øje, Tåbens Blik er ved Jordens Ende.
[25] Tåbelig Søn er sin Faders Sorg, Kvide for hende, som fødte ham.
[26] At straffe den, der har Ret, er ilde, værre endnu at slå de ædle.
[27] Den, som har Kundskab tøjler sin Tale, Mand med Forstand er koldblodig.
[28] Selv Dåren, der tier, gælder for viis, forstandig er den, der lukker sine Læber.