[1] Min Søn, vogt dig mine Ord,mine bud må du gemme hos dig;
[2] vogt mine bud, så skal du leve, som din Øjesten vogte du, hvad jeg har lært dig;
[3] bind dem om dine Fingre, skriv dem på dit Hjertes Tavle,
[4] sig til Visdommen: “Du er min Søster!” og kald Forstanden Veninde,
[5] at den må vogte dig for Andenmands Hustru, en fremmed Kvinde med sleske Ord.
[6] Thi fra mit Vindue skued jeg ud, jeg kigged igennem mit Gitter;
[7] og blandt de tankeløse så jeg en Yngling, en uden Vid blev jeg var blandt de unge;
[8] han gik på Gaden tæt ved et Hjørne, skred frem på Vej til hendes Hus
[9] i Skumringen henimod Aften, da Nat og Mørke brød frem.
[10] Og se, da møder Kvinden ham i Skøgedragt, underfundig i Hjertet;
[11] løssluppen, ustyrlig er hun, hjemme fandt hendes Fødder ej Ro;
[12] snart på Gader, snart på Torve, ved hvert et Hjørne lurer hun; -
[13] hun griber i ham og kysser ham og siger med frække Miner;
[14] “Jeg er et Takoffer skyldig og indfrier mit Løfte i Dag,
[15] gik derfor ud for at møde dig, søge dig, og nu har jeg fundet dig!
[16] Jeg har redt mit Leje med Tæpper, med broget ægyptisk Lærred
[17] jeg har stænket min Seng med Myrra, med Aloe og med Kanelbark;
[18] kom, lad os svælge til Daggry i Vellyst, beruse os i Elskovs Lyst!
[19] Thi Manden er ikke hjemme, - på Langfærd er han draget;
[20] Pengepungen tog han med, ved Fuldmåne kommer han hjem!”
[21] Hun lokked ham med mange fagre Ord, forførte ham med sleske Læber;
[22] tankeløst følger han hende som en Tyr, der føres til Slagtning, som en Hjort, der løber i Nettet,
[23] til en Pil gennemborer dens Lever, som en Fugl, der falder i Snaren, uden at vide, det gælder dens Liv.
[24] Hør mig da nu, min Søn, og lyt til min Munds Ord!
[25] Ej bøje du Hjertet til hendes Veje, far ikke vild på hendes Stier;
[26] thi mange ligger slagne, hvem hun har fældet, og stor er Hoben, som hun slog ihjel.
[27] Hendes Hus er Dødsrigets Veje, som fører til Dødens Kamre.