[1] Mildt svar stiller vrede, sårende ord vækker nag.
[2] Vises Tunge drypper af Kundskab, Dårskab strømmer fra Tåbers Mund.
[3] Alle Vegne er HERRENs Øjne, de udspejder onde og gode.
[4] Et Livets Træ er Tungens Mildhed, dens Falskhed giver Hjertesår.
[5] Dåre lader hånt om sin Faders Tugt, klog er den, som tager Vare på Revselse.
[6] Den retfærdiges Hus har megen Velstand, den gudløses Høst lægges øde.
[7] Vises Læber udstrør Kundskab, Tåbers Hjerte er ikke ret.
[8] Gudløses Offer er HERREN en Gru, retsindiges Bøn har han Velbehag i.
[9] Den gudløses Færd er HERREN en Gru, han elsker den, der stræber efter Retfærd.
[10] Streng Tugt er for den, der forlader Vejen; den, der hader Revselse, dør.
[11] Dødsrige og Afgrund ligger åbne for HERREN, endsige da Menneskebørnenes Hjerter.
[12] Spotteren ynder ikke at revses, til Vismænd går han ikke.
[13] Glad Hjerte giver venligt Ansigt, ved Hjertesorg bliver Modet brudt.
[14] Den forstandiges Hjerte søger Kundskab, Tåbers Mund lægger Vind på Dårskab.
[15] Alle den armes Dage er onde, glad Hjerte er stadigt Gæstebud.
[16] Bedre lidet med HERRENs Frygt end store Skatte med Uro.
[17] Bedre en Ret Grønt med Kærlighed end fedet Okse og Had derhos.
[18] Vredladen Mand vækker Splid, sindig Mand stiller Trætte.
[19] Den lades Vej er spærret af Tjørn, de flittiges Sti er banet.
[20] Viis Søn glæder sin Fader, Tåbe til Menneske foragter sin Moder.
[21] Dårskab er Glæde for Mand uden Vid, Mand med Indsigt går lige frem.
[22] Er der ikke holdt Råd, så mislykkes Planer, de lykkes, når mange rådslår.
[23] Mand er glad, når hans Mund kan svare, hvor godt er et Ord i rette Tid.
[24] Den kloge går opad på Livets Vej for at undgå Dødsriget nedentil.
[25] Hovmodiges Hus river HERREN bort, han fastsætter Enkens Skel.
[26] Onde Tanker er HERREN en Gru, men hulde Ord er rene.
[27] Den øder sit Hus, hvem Vinding er alt; men leve skal den, der hader Gave.
[28] Den retfærdiges Hjerte tænker, før det svarer, gudløses Mund lader ondt strømme ud.
[29] HERREN er gudløse fjern, men hører retfærdiges Bøn.
[30] Milde Øjne fryder Hjertet, godt Bud giver Marv i Benene.
[31] Øret, der lytter til Livsens Revselse, vil gerne dvæle iblandt de vise.
[32] Hvo Tugt forsmår, lader hånt om sin Sjæl, men Vid fanger den, der lytter til Revselse.
[33] HERRENs Frygt er Tugt til Visdom, Ydmyghed først og siden Ære.