[1] Viis Søn elsker tugt, spotter hører ikke på skænd.
[2] Af sin Munds Frugt nyder en Mand kun godt, til Vold står troløses Hu.
[3] Vogter man Munden, bevarer man Sjælen, den åbenmundede falder i Våde.
[4] Den lade attrår uden at få, men flittiges Sjæl bliver mæt.
[5] Den retfærdige hader Løgnetale, den gudløse spreder Skam og Skændsel.
[6] Retfærd skærmer, hvo lydefrit vandrer, Synden fælder de gudløse.
[7] Mangen lader rig og ejer dog intet, mangen lader fattig og ejer dog meget.
[8] Mands Rigdom er Løsepenge for hans Liv, Fattigmand får ingen Trusel at høre.
[9] Retfærdiges Lys bryder frem, gudløses Lampe går ud.
[10] Ved Hovmod vækkes kun Splid, hos dem, der lader sig råde, er Visdom.
[11] Rigdom, vundet i Hast, smuldrer hen, hvad der samles Håndfuld for Håndfuld, øges.
[12] At bie længe gør Hjertet sygt, opfyldt Ønske er et Livets Træ.
[13] Den, der lader hånt om Ordet, slås ned, den, der frygter Budet, får Løn.
[14] Vismands Lære er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer.
[15] God Forstand vinder Yndest, troløses Vej er deres Undergang.
[16] Hver, som er klog, går til Værks med Kundskab, Tåben udfolder Dårskab.
[17] Gudløs Budbringer går det galt, troværdigt Bud bringer Lægedom.
[18] Afvises Tugt, får man Armod og Skam; agtes på Revselse, bliver man æret.
[19] Opfyldt Ønske er sødt for Sjælen, at vige fra ondt er Tåber en Gru.
[20] Omgås Vismænd, så bliver du viis, ilde faren er Tåbers Ven.
[21] Vanheld følger Syndere, Lykken når de retfærdige.
[22] Den gode efterlader Børnebrn Arv, til retfærdige gemmes Synderens Gods.
[23] På Fattigfolks Nyjord er rigelig Føde, mens mangen rives bort ved Uret.
[24] Hvo Riset sparer, hader sin Søn, den, der elsker ham, tugter i Tide.
[25] Den retfærdige spiser, til Sulten er stillet, gudløses Bug er tom.