[1] Den retfærdige omkom, og ingen tænkte derover, fromme Mænd reves bort, det ænsede ingen; thi bort blev den retfærdige revet for Ondskabens Skyld
[2] og gik ind til Fred; på Gravlejet hviler nu de, som vandrede ret.
[3] Men I, kom nu her, I Troldkvindens Børn, I, Horkarls og Skøges Yngel:
[4] Hvem er det, I spotter? Hvem vrænger I Mund, hvem rækker I Tunge ad? Er I ej Syndens Børn og Løgnens Yngel?
[5] I, som er i Brynde ved Ege, under hvert grønt Træ, I, som slagter Børn i Dale. i Klippernes Kløfter!
[6] Dalenes glatte Sten er din Del og din Lod, du udgyder Drikofre for dem, bringer dem Gaver. Skal jeg være tilfreds med sligt?
[7] På høje og knejsende Bjerge redte du Leje, også der steg du op for at slagte dit Offer;
[8] bag Døren og Dørens Stolpe satte du dit Tegn; thi du sveg mig og blotted dig, steg op, gjorde lejet bredt, købte Samlejets Elskov af dem, så deres Skam;
[9] du salved dig med Olie for Molok og ødsled med Røgelse, sendte dine Bud til det fjerne, steg ned til Dødsriget,
[10] du blev træt af den lange Vej, men opgav ej Ævred; du samlede atter din Kraft og gav ikke op.
[11] For hvem var du ræd og angst? Thi på Løgn var du inde, og mig kom du ikke i Hu, brød dig ikke om mig. Jeg er jo stum og blind, mig frygted du ikke.
[12] Ja, jeg vil forkynde din Retfærd og dine Gerninger;
[13] din Gudeflok hjælper og redder dig ej på dit Råb; en Storm bortfejer dem alle, el Vindstød tager dem. Men den, der lider på mig, skal arve Landet og eje mit hellige Bjerg.
[14] Og det lyder: “Byg Vej, byg Vej og ban den. ryd Hindringer bort for mit Folk!”
[15] Thi så siger den højt ophøjede, som troner evigt, hvis Navn er “Hellig”: I Højhed og Hellighed bor jeg, hos den knuste, i Ånden bøjede for at kalde de bøjedes Ånd og de knustes Hjerte til Live.
[16] Thi evigt går jeg ikke i Rette, evindelig vredes jeg ej; så vansmægted Ånden for mit Ansigt, Sjæle, som jeg har skabt,
[17] For hans Gridskheds Skyld blev jeg vred, slog ham og skjulte mig i Harme; han fulgte i Frafald sit Hjertes Vej.
[18] Jeg så hans Vej, men nu vil jeg læge og lede ham og give ham Trøst til Bod;
[19] hos de sørgende skaber jeg Læbernes Frugt, Fred, Fred for fjern og nær, siger HERREN, og nu vil jeg læge ham.
[20] Men de gudløse er som det oprørte Hav, der ikke kan komme til Ro, hvis Bølger opskyller Mudder og Dynd.
[21] De gudløse har ingen Fred, siger min Gud.