[1] Det Syn, Esajas, Amoz’s Søn, skuede om Juda og Jerusalem, i de dage da Uzzija, Jotam, Akaz og Ezekias var Konger i Juda.
[2] Hør, I Himle, lyt, du Jord, thi HERREN taler: Børn har jeg opfødt og fostret, men de forbrød sig imod mig.
[3] En Okse kender sin Ejer, et Æsel sin Herres Krybbe; men Israel kender intet, mit Folk kan intet fatte.
[4] Ve det syndefulde Folk, en brødetynget Slægt, Ugerningsmænds Æt, vanartede Børn! De svigtede HERREN, lod hånt om Israels Hellige, vendte ham Ryg.
[5] Kan I tåle flere Hug, siden I stadig falder fra? Kun Sår er Hovedet, sygt hele Hjertet;
[6] fra Fodsål til isse er intet helt kun Flænger, Strimer og friske Sår; de er ej trykket ud, ej heller forbundet og ikke lindret med Olie.
[7] Eders Land er øde, eders Byer brændt, fremmede æder eders Jord for eders Øjne så øde som ved Sodomas Undergang.
[8] Zions Datter er levnet som en Hytte i en Vingård, et Vagtskur i en Græskarmark en omringet By.
[9] Havde ikke Hærskarers HERRE levnet os en Rest, da var vi som Sodoma, ligned Gomorra.
[10] Lån Øre til HERRENs Ord i Sodomadommere, lyt til vor Guds Åbenbaring, du Gomorrafolk!
[11] Hvad skal jeg med alle eders Slagtofre? siger HERREN;jeg er mæt af Væderbrændofre, af Fedekalves Fedt, har ej Lyst til Blod af Okser og Lam og Bukke.
[12] Når I kommer at stedes for mit Åsyn, hvo kræver da af jer, at min Forgård trampes ned?
[13] Bring ej flere tomme Afgrødeofre, vederstyggelig Offerrøg er de mig! Nymånefest, Sabbat og festligt Stævne jeg afskyr Uret og festlig Samling.
[14] Eders Nymånefester og Højtider hader min, Sjæl de er mig en Byrde, jeg er træt af at bære.
[15] Breder I Hænderne ud, skjuler jeg Øjnene for jer. Hvor meget I så end beder, jeg hører det ikke. Eders Hænder er fulde af Blod;
[16] tvæt jer, rens jer, bort med de onde Gerninger fra mine Øjne! Hør op med det onde,
[17] lær det gode, læg Vind på, hvad Ret er; hjælp fortrykte, skaf faderløse Ret, før Enkens Sag!
[18] Kom, lad os gå i Rette med hinanden, siger HERREN. Er eders Synder som Skarlagen, de skal blive hvide som Sne; er de end røde som Purpur, de skal dog blive som Uld.
[19] Lyder I villigt, skal I æde Landets Goder;
[20] står I genstridigt imod, skal I ædes af Sværd. Thi HERRENs Mund har talt.
[21] At den skulde ende som Skøge, den trofaste By, Zion, så fuld af Ret, Retfærdigheds Hjem, men nu er der Mordere.
[22] Dit Sølv er blevet til Slagger, din Vin er spædet med Vand.
[23] Tøjlesløse er dine Førere, Venner med Tyve; Gaver elsker de alle, jager efter Stikpenge, skaffer ej faderløse Ret og tager sig ikke af Enkens Sag.
[24] Derfor lyder det fra Herren, Hærskarers HERRE, Israels Vældige: “Min Gengælds Ve over Avindsmænd, min Hævn over Fjender!
[25] Jeg vender min Hånd imod dig, renser ud dine Slagger i Ovnen og udskiller alt dit Bly.
[26] Jeg giver dig Dommere som fordum, Rådsherrer som før; så kaldes du Retfærdigheds By, den trofaste Stad.
[27] Zion genløses ved Ret, de omvendte der ved Retfærd.
[28] Men Overtrædere og Syndere knuses til Hobe; hvo HERREN svigter, forgår.
[29] Thi Skam vil I få af de Ege, I elsker, Skuffelse af Lundene, I sætter så højt;
[30] thi I bliver som en Eg med visnende Løv, som en Lund, hvor der ikke er Vand.
[31] Den stærke bliver til Blår, hans Værk til en Gnist; begge brænder med hinanden, og ingen slukker.