[1] Landets Herrer sender en Gave fra Sela gennem Ørknen til Zions Datters Bjerg.
[2] Og ret som flagrende Fugle, som en opskræmt Rede er Moabs Døtre ved Arnons Vadesteder.
[3] “Kom med et Råd, gør Ende derpå, lad din Skygge blive som Natten ved højlys Dag, skjul de bortdrevne, røb ej de flyende!
[4] Giv Moabs bortdrevne Tilhold hos dig, vær dem et Skjul for den, som hærger! Er først Voldsmanden borte, Ødelæggelsen omme, Undertrykkeren ude af Landet.
[5] skal en Trone rejses med Mildhed, og på den skal sidde en Dommer med Trofasthed i Davids Telt, ivrig for Ret og øvet i Retfærd.”
[6] “Vi har hørt om Moabs Hovmod, det såre store, dets Overmod, Hovmod og Frækhed, dets tomme Snak.”
[7] Derfor jamrer Moab over Moab, alle jamrer; Kir-Haresets Rosinkager sukker de sønderknust over.
[8] Thi visne er Hesjbons Marker, Sibmas Vinstok, hvis Druer slog Folkenes Herrer til Jorden; den nåede Ja’zer, famled gennem Ørkenen, dens Ranker bredte sig, overskred Havet.
[9] Derfor græder jeg Ja’zers Gråd over Sibmas Vinstok, væder med min Tåre Hesjbon, og El’ale; thi et Vinperserråb slog ned på,din Frugt og din Høst,
[10] fra Frugthaver svandt både Glæde og Jubel; i Vingårde jubles der ikke, der lyder ej Råb, i Karrene trampes ej Vin, Vinperserråbet er tystnet.
[11] Derfor bæver mit Indre som Citren for Moab, mit Hjerte for Kir-Heres.
[12] Og når Moab viser sig på Offerhøjen, når det gør sig Møje og kommer til sin Helligdom for at bede, udretter det intet.
[13] Det er Ordet, HERREN fordum talede til Moab.
[14] Men nu siger HERREN: Om tre År, som Daglejeren regner Året, skal Moabs Herlighed vanæres med al den store larmende Hob. Resten bliver lille, ringe og afmægtig.