[1] Stig ned, sid i Støvet, du Jomfru, Babels Datter, sid uden Trone på Jorden, Kaldæernes Datter! Thi ikke mer skal du kaldes den fine, forvænte!
[2] Tag fat på Kværnen, mal Mel, læg Sløret bort, løft Slæbet, blot dine Ben og vad over Strømmen!
[3] Din Blusel skal blottes, din Skam skal ses. Hævn tager jeg uden Skånsel, siger vor Genløser,
[4] hvis Navn er Hærskarers HERRE, Israels Hellige.
[5] Sid tavs og gå ind i Mørke, Kaldæernes Datter, thi ikke mer skal du kaldes Rigernes Dronning!
[6] Jeg vrededes på mit Folk, vanæred min Arv, gav dem hen i din Hånd; du viste dem ingen Medynk, du lagde dit tunge Åg på Oldingens Nakke.
[7] Du sagde: “Jeg bliver evindelig Evigheds Dronning.” Du tog dig det ikke til Hjerte, brød dig ikke om Enden.
[8] Så hør nu, du yppige, du, som sidder i Tryghed, som siger i Hjertet: “Kun jeg, og ellers ingen! Aldrig skal jeg sidde Enke, ej kende til Barnløshed.”
[9] Begge Dele skal ramme dig brat samme Dag, Barnløshed og Enkestand ramme dig i fuldeste Mål, dine mange Trylleord, din megen Trolddom til Trods,
[10] skønt du tryg i din Ondskab sagde: “ingen ser mig.” Din Visdom og Viden var det, der ledte dig vild, så du sagde i Hjertet: “Kun jeg, og ellers ingen!”
[11] Dig rammer et Onde, du ikke kan købe bort, over dig falder et Vanheld, du ikke kan sone, Undergang rammer dig brat, når mindst du aner det.
[12] Kom med din Trolddom og med dine mange Trylleord, med hvilke du umaged dig fra din Ungdom, om du kan bøde derpå og skræmme det bort.
[13] Med Rådgiverhoben sled du dig træt, lad dem møde, lad Himmelgranskerne frelse dig, Stjernekigerne, som Måned for Måned kundgør, hvad dig skal ske!
[14] Se, de er blevet som Strå, de,fortæres af Ild, de frelser ikke deres Liv fra Luens Magt. “Ingen Glød til Varme, ej Bål at sidde ved!”
[15] Sligt får du af dem, du umaged dig med, dine Troldmænd fra Ungdommen af; de raver hver til sin Side, dig frelser ingen.