Skip to content
Opens in a new window

[1] Et udsagn om Moab. Ak, Ar lægges øde ved Nat, det er ude med Moab, Kir lægges øde ved Nat, det er ude med Moab.

[2] Dibons Datter går op på Høje for at græde, oppe på Nebo og Medeba jamrer Moab; hvert et Hoved er skaldet, alt skæg skåret af,

[3] på Gader og oppe på Tage bærer de Sæk, på Torvene jamrer de alle, opløst i Gråd.

[4] Hesjbon og El’ale skriger, det høres til Jahaz. Derfor skælver Moabs Lænder, dets Sjæl er i Vånde.

[5] Hjertet skriger i Moab, man flygter til Zoar, til Eglat-Sjelisjija. Ak, grædende stiger de op ad Luthiths Skråning, undervejs til Horonajim opløfter de Jammerskrig;

[6] Nimrims Vande bliver Ødemarker, thi Græsset visner, Grønsværet svinder, Grønt er der ikke.

[7] Derfor slæber de Godset, de vandt, deres hengemte Ting over Vidjebækken.

[8] Ak, Nødråbet omspænder Moabs Land, dets Jamren når til Eglajim og Be’er-Elim;

[9] thi Dimons Vand er fuldt af Blod. Men jeg sender endnu mer over Dimon: en Løve over Moabs undslupne, Landets Rest.

Esajas — Chapters