[1] Et udsagn om Moab. Ak, Ar lægges øde ved Nat, det er ude med Moab, Kir lægges øde ved Nat, det er ude med Moab.
[2] Dibons Datter går op på Høje for at græde, oppe på Nebo og Medeba jamrer Moab; hvert et Hoved er skaldet, alt skæg skåret af,
[3] på Gader og oppe på Tage bærer de Sæk, på Torvene jamrer de alle, opløst i Gråd.
[4] Hesjbon og El’ale skriger, det høres til Jahaz. Derfor skælver Moabs Lænder, dets Sjæl er i Vånde.
[5] Hjertet skriger i Moab, man flygter til Zoar, til Eglat-Sjelisjija. Ak, grædende stiger de op ad Luthiths Skråning, undervejs til Horonajim opløfter de Jammerskrig;
[6] Nimrims Vande bliver Ødemarker, thi Græsset visner, Grønsværet svinder, Grønt er der ikke.
[7] Derfor slæber de Godset, de vandt, deres hengemte Ting over Vidjebækken.
[8] Ak, Nødråbet omspænder Moabs Land, dets Jamren når til Eglajim og Be’er-Elim;
[9] thi Dimons Vand er fuldt af Blod. Men jeg sender endnu mer over Dimon: en Løve over Moabs undslupne, Landets Rest.