[1] På hin Dag skal denne Sang synges i Judas Land: “En stærk Stad har vi, til Frelse satte han Mur og Bolværk.
[2] Luk Portene op for et retfærdigt Folk, som gemmer på Troskab,
[3] hvis Sind er fast, som vogter på Fred, thi det stoler på dig.
[4] Stol for evigt på HERREN, thi HERREN er en evig Klippe.
[5] Thi han ydmyger dem, der bor i det høje, den knejsende By, styrter den til Jorden, lægger den i Støvet.
[6] De armes Fod, de ringes Trin skal træde den ned.
[7] Den retfærdiges Sti er jævn, du jævner den retfærdiges Vej.
[8] Ja, vi venter dig, HERRE, på dine Dommes Sti; til dit Navn og dit Ry står vor Sjæls Attrå.
[9] Min Sjæl attrår dig om Natten, min Ånd i mit indre søger dig. Thi når dine Domme rammer Jorden, lærer de; som bor på Jorderig, Retfærd.
[10] Vises der Nåde mod den gudløse, lærer han aldrig Retfærd; i Rettens Land gør han Uret og ser ikke HERRENs Højhed.
[11] HERRE, din Hånd er løftet, men de ser det ikke; lad dem med Skam se din Nidkærhed for Folket, lad dine Fjenders Ild fortære dem!
[12] HERRE, du skaffe os Fred, thi alt, hvad vi har udrettet, gjorde du for os.
[13] HERRE vor Gud, andre Herrer end du har hersket over os; men dit Navn alene priser vi.
[14] Døde bliver ikke levende, Dødninger står ikke op; derfor hjemsøgte og tilintetgjorde du dem og udslettede hvert et Minde om dem.
[15] Du har mangfoldiggjort Folket, HERRE, du har mangfoldiggjort Folket, du herliggjorde dig, du udvidede alle Landets Grænser.
[16] HERRE, i Nøden søgte de dig; de udgød stille Bønner, medens din Tugtelse var over dem.
[17] Som den frugtsommelige; der er ved at føde, vrider og vånder sig i Veer, således fik vi det, HERRE, fra dig.
[18] Vi er svangre og vrider os, som om vi fødte Vind; Landet frelser vi ikke og Jordboere fødes ikke til Verden.
[19] Dine døde skal blive levende, mine dødes Legemer opstå; de, som hviler i Støvet, skal vågne og juble. Thi en Lysets bug er din Dug, og Jorden giver Dødninger igen.
[20] Mit Folk, gå ind i dit Kammer og luk dine Døre bag dig; hold dig skjult en liden Stund, til Vreden er draget over.
[21] Thi HERREN går ud fra sin Bolig for at straffe Jordboernes Brøde; sit Blod bringer Jorden for Lyset og dølger ej mer sine dræbte.