[1] Et Udsagn om Tyrus. Jamrer, I Tarsisskibe, eders Fæstning er i Grus! De får det at vide på Vejen fra Kyperns Land.
[2] Det er ude med Kystlandets Folk, med Zidons Købmænd, hvis Sendebud for over Havet,
[3] de mange Vande, hvis Indkomst var Sjihors Sæd, hvis Vinding Alverdens Varer.
[4] Skam få du, Zidon, thi Havet siger: “Jeg har ikke haft Veer, jeg fødte ikke, ej har jeg fostret Ynglinge, opfødt Jomfruer!”
[5] Når Rygtet når Ægypten, skælver de ved Rygtet om Tyrus.
[6] Drag over til Tarsis og jamrer, I Kystlandets Folk!
[7] Er det eders jublende By fra Urtids Dage, hvis Fødder førte den viden om som Gæst?
[8] Hvo satte sig dette for mod det kronede Tyrus, hvis Købmænd var Fyrster, hvis Kræmmere Jordens Adel?
[9] Det gjorde Hærskarers HERRE for at vanære Hovmod, skænde al Stolthed, al Jordens Adel.
[10] Græd, I Tarsisskibe, Havn er der ikke mer!
[11] Han udrakte Hånden mod Havet, rystede Riger, HERREN samled Folk for at jævne Kana’ans Fæstninger.
[12] Han sagde: “Aldrig mer skal du juble, du voldtagne Jomfru, Zidons Datter! Stå op, drag over til Kypern, selv der skal du ej finde Hvile!”
[13] Se til Kyprioternes Land! Søfarere grunded det Folk; de rejste dets Vagttårne, Byer og Borge. Han gjorde det til en Ruinhob.
[14] Jamrer, I Tarsisskibe, eders Fæstning er i Grus!
[15] På hin Dag skal Tyrus gå ad Glemme i halvfjerdsindstyve År, som i een Konges Dage. Men efter halvfjerdsindstyve Års Forløb skal det gå med Tyrus som med Skøgen i Visen:
[16] Tag din Citer, gå rundt i Byen, du glemte Skøge, leg smukt på Strenge, syng, hvad du kan, så du kommes i Hu!”
[17] Efter halvfjerdsindstyve Års Forløb vil HERREN se til Tyrus; det skal atter modtage Skøgeløn og bole med Alverdens Riger på den vide Jord.
[18] Men dets Vinding og Skøgeløn skal helliges HERREN; den skal ikke gemmes hen eller lægges op; dem, der bor for HERRENs Åsyn, skal dets Vinding tjene til Føde, Mættelse og prægtige Klæder.