[1] Se, en Konge skal herske med Retfærd, Fyrster styre med Ret,
[2] hver af dem som Læ imod Storm og Ly imod Regnskyl, som Bække i Ørk, som en vældig Klippes Skygge i tørstende Land.
[3] De seendes Øjne skal ej være blinde, de hørendes Ører skal lytte;
[4] letsindiges Hjerte skal nemme Kundskab, stammendes Tunge tale flydende, rent.
[5] Dåren skal ikke mer kaldes ædel, højsindet ikke Skalken.
[6] Thi Dåren taler kun Dårskab, hans Hjerte udtænker Uret for at øve Niddingsværk og prædike Frafald fra HERREN, lade den sultne være tom og den tørstige mangle Vand.
[7] Skalkens Midler er onde, han oplægger lumske Råd for at ødelægge arme med Løgn, skønt Fattigmand godtgør sin Ret.
[8] Men den ædle har ædelt for og står fast i, hvad ædelt er.
[9] Op, hør min Røst, I sorgløse Kvinder, I trygge Døtre, lyt til min Tale!
[10] Om År og Dag skal I trygge skælve, thi med Vinhøst er det ude, der kommer ej Frugthøst.
[11] Bæv, I sorgløse, skælv, I trygge, klæd jer af og blot jer, bind Sæk om Lænd;
[12] slå jer for Brystet og klag over yndige Marker, frugtbare Vinstokke,
[13] mit Folks med Tidseltorn dækkede Jord, ja, hvert Glædens Hus, den jublende By!
[14] Thi Paladset er øde, Bylarmen standset, Ofel med Tårnet en Grushob for evigt, Vildæslers Fryd, en Græsgang for Hjorde -
[15] til Ånd fra det høje udgydes over os. Da bliver Ørkenen til Frugthave, Frugthaven regnes for Skov.
[16] Ret fæster Bo i Ørkenen, i Frugthaven dvæler Retfærd;
[17] Retfærds Frugt bliver Fred og Rettens Vinding Tryghed for evigt.
[18] Da bor mit Folk i Fredens Hjem, i trygge Boliger, sorgfri Pauluner.
[19] Skoven styrter helt, Byen bøjes dybt.
[20] Salige I, som sår ved alle Vande, lader Okse og Æsel frit løbe om!