[1] Ve dig, du Hærværksmand, selv ikke hærget, du Ransmand, skånet for Ran! Når dit Hærværk er endt, skal du hærges, når din Ranen har Ende, skal der ranes fra dig!
[2] HERRE, vær os nådig, vi bier på dig, vær du vor Arm hver Morgen, vor Frelse i Nødens Stund!
[3] For Bulderet må Folkeslag fly; når du rejser dig, splittes Folkene.
[4] Som Græshopper bortriver, bortrives Bytte, man styrter derover som Græshoppesværme.
[5] Ophøjet er HERREN, thi han bor i det høje, han fylder Zion med Ret og Retfærd.
[6] Trygge Tider skal du have, en Frelsesrigdom er Visdom og Indsigt, HERRENs Frygt er din Skat.
[7] Se, deres Helte skriger derude, Fredens Sendebud græder bittert;
[8] Vejene er øde, vejfarende borte. Han brød sin Pagt, agted Byer ringe, Mennesker regned han ikke.
[9] Landet blegner og sygner, Libanon skæmmes og visner; Saron er som en Ørken, Basan og Karmel uden Løv.
[10] Nu står jeg op, siger HERREN, nu vil jeg rejse mig, nu træde frem!
[11] I undfanger Strå og føder Halm, eders Ånde er Ild, der fortærer jer selv;
[12] til Kalk skal Folkene brændes som afhugget Torn, der brænder i Ild.
[13] Hvad jeg gør, skal rygtes til fjerne Folk, nære skal kende min Vælde.
[14] På Zion skal Syndere bæve, Niddinger gribes af Skælven: “Hvem kan bo ved fortærende Ild, hvem kan bo ved evige Bål?”
[15] Den, der vandrer i Retfærd og taler oprigtigt, ringeagter Vinding, vundet ved Uret, vægrer sig ved at tage mod Gave, tilstopper Øret over for Blodråd og lukker Øjnene over for det onde -
[16] højt skal en sådan bo, hans Værn skal Klippeborge være; han får sit Brød, og Vand er ham sikret.
[17] Dine Øjne får Kongen at se i hans Skønhed, de skuer et vidtstrakt Land.
[18] Dit Hjerte skal tænke på Rædselen: “Hvor er nu han, der talte og vejede, han, der talte Tårnene?”
[19] Du ser ej det vilde Folk med dybt, uforståeligt Mål, med stammende, ufattelig Tunge.
[20] Se på Zion, vore Højtiders By! Dine Øjne skal skue Jerusalem, et sikkert Lejrsted, et Telt, der ej flytter, hvis Pæle aldrig rykkes op, hvis Snore ej rives over.
[21] Nej der træder HERRENs Bæk for os i Floders og brede Strømmes Sted; der kan ej Åreskib gå, ej vældigt Langskib sejle.
[22] Thi HERREN er vor Dommer, HERREN er vor Hersker, HERREN er vor Konge, han bringer os Frelse.
[23] Slapt hænger dit Tovværk, det holder ej Råen og spænder ej Sejlet. Da uddeles røvet Bytte i Overflod, halte tager Del i Rovet.
[24] Ingen Indbygger siger: “Jeg er syg!” Folket der har sin Synd forladt.