Skip to content
Opens in a new window

[1] Men da det var blevet Morgen, holdt alle Ypperstepræsterne og Folkets Ældste Råd imod Jesus for at aflive ham.

[2] Og de bandt ham og førte ham bort og overgave ham til Landshøvdingen Pontius Pilatus.

[3] Da nu Judas, som forrådte ham, så, at han var bleven domfældt, fortrød han det og bragte de tredive Sølvpenge tilbage til Ypperstepræsterne og de Ældste og sagde:

[4] “Jeg har syndet, idet jeg forrådte uskyldigt Blod.” Men de sagde: “Hvad kommer det os ved? se du dertil.”

[5] Og han kastede Sølvpengene ind i Templet, veg bort og gik hen og hængte sig.

[6] Men Ypperstepræsterne toge Sølvpengene og sagde: “Det er ikke tilladt at lægge dem til Tempelskatten; thi det er Blodpenge.”

[7] Men efter at have holdt Råd købte de Pottemagermarken derfor til Gravsted for de fremmede.

[8] Derfor blev den Mark kaldt Blodmarken indtil den Dag i Dag.

[9] Da opfyldtes det, som er talt ved Profeten Jeremias, som siger: “Og de toge de tredive Sølvpenge, Prisen for den vurderede, hvem de vurderede for Israels Børn,

[10] og de gav dem for Pottemagermarken, som Herren befalede mig.”

[11] Men Jesus blev stillet for Landshøvdingen, og Landshøvdingen spurgte ham og sagde: “Er du Jødernes Konge?” Men Jesus sagde til ham: “Du siger det.”

[12] Og da han blev anklaget af Ypperstepræsterne og de Ældste, svarede han intet.

[13] Da siger Pilatus til ham: “Hører du ikke, hvor meget de vidne imod dig?”

[14] Og han svarede ham end ikke på et eneste Ord, så at Landshøvdingen undrede sig såre.

[15] Men på Højtiden plejede Landshøvdingen at løslade Mængden een Fange, hvilken de vilde.

[16] Og de havde dengang en berygtet Fange, som hed Barabbas.

[17] Da de vare forsamlede, sagde Pilatus derfor til dem: “Hvem ville I, at jeg skal løslade eder: Barabbas eller Jesus, som kaldes Kristus?”

[18] Thi han vidste, at det var af Avind, de havde overgivet ham.

[19] Men medens han sad på Dommersædet, sendte hans Hustru Bud til ham og sagde: “Befat dig ikke med denne retfærdige; thi jeg har lidt meget i Dag i en Drøm før hans Skyld.”

[20] Men Ypperstepræsterne og de Ældste overtalte Skarerne til, at de skulde begære Barabbas, men ihjelslå Jesus.

[21] Og Landshøvdingen svarede og sagde til dem: “Hvilken af de to ville I, at jeg skal løslade eder?” Men de sagde: “Barabas.”

[22] Pilatus siger til dem: “Hvad skal jeg da gøre med Jesus, som kaldes Kristus?” De sige alle: “Lad ham blive korsfæstet!”

[23] Men Landshøvdingen sagde: “Hvad ondt har han da gjort?” Men de råbte end mere og sagde: “Lad ham blive korsfæstet!”

[24] Men da Pilatus så, at han intet udrettede, men at der blev større Larm, tog han Vand og toede sine Hænder i Mængdens Påsyn og sagde: “Jeg er uskyldig i denne retfærdiges Blod; ser I dertil!”

[25] Og hele Folket svarede og sagde: “Hans Blod komme over os og over vore Børn!”

[26] Da løslod han dem Barabbas; men Jesus lod han hudstryge og gav ham hen til at korsfæstes.

[27] Da toge Landshøvdingens Stridsmænd Jesus med sig ind i Borgen og samlede hele Vagtafdelingen omkring ham.

[28] Og de afklædte ham og kastede en Skarlagens Kappe om ham.

[29] Og de flettede en Krone af Torne og satte den på hans Hoved og gave ham et Rør i hans højre Hånd; og de faldt på Knæ for ham og spottede ham og sagde: “Hil være dig, du Jødernes Konge!”

[30] Og de spyttede på ham og toge Røret og sloge ham på Hovedet.

[31] Og da de havde spottet ham, toge de Kappen af ham og iførte ham hans egne Klæder og førte ham hen for at korsfæste ham.

[32] Men medens de gik derud, traf de en Mand fra Kyrene, ved Navn Simon; ham tvang de til at bære hans Kors.

[33] Og da de kom til et Sted, som kaldes Golgatha, det er udlagt: “Hovedskalsted”,

[34] gave de ham Eddike at drikke blandet med Galde og da han smagte det, vilde han ikke drikke.

[35] Men da de havde korsfæstet ham, delte de hans Klæder imellem sig ved Lodkastning, for at det skulde opfyldes, som er sagt af Profeten: “De delte mine Klæder imellem sig og kastede Lod om mit Klædebon.”

[36] Og de sade der og holdt Vagt over ham.

[37] Og oven over hans Hoved satte de Beskyldningen imod ham skreven således: “Dette er Jesus, Jødernes Konge.”

[38] Da bliver der korsfæstet to Røvere sammen med ham, en ved den højre og en ved den venstre Side,

[39] Og de, som gik forbi, spottede ham, idet de rystede på deres Hoveder og sagde:

[40] “Du, som nedbryder Templet og bygger det op i tre Dage, frels dig selv; er du Guds Søn, da stig ned af Korset!”

[41] “Ligeså spottede Ypperstepræsterne tillige med de skriftkloge og de Ældste og sagde:

[42] “Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse; er han Israels Konge, så lad ham nu stige ned af Korset, så ville vi tro på ham.

[43] Han har sat sin Lid til Gud;han fri ham nu, om han har Behag i ham; thi han har sagt: Jeg er Guds Søn.”

[44] Og på samme Måde hånede også Røverne ham, som vare korsfæstede med ham.

[45] Men fra den sjette Time blev der Mørke over hele Landet indtil den niende Time.

[46] Og ved den niende Time råbte Jesus med høj Røst og sagde: “Eli! Eli! Lama Sabaktani?” det er: “Min Gud! min Gud! hvorfor har du forladt mig?”

[47] Men nogle af dem, som stode der og hørte det, sagde: “Han kalder på Elias.”

[48] Og straks løb en af dem hen og tog en Svamp og fyldte den med Eddike og stak den på et Rør og gav ham at drikke.

[49] Men de andre sagde: “Holdt! lader os se, om Elias kommer for at frelse ham.”

[50] Men Jesus råbte atter med høj Røst og opgav Ånden.

[51] Og se, Forhænget i Templet splittedes i to Stykker, fra øverst til nederst; og Jorden skjalv, og Klipperne revnede,

[52] og Gravene åbnedes; og mange af de hensovede helliges legemer bleve oprejste,

[53] og de gik ud af Gravene efter hans Opstandelse og kom ind i den hellige Stad og viste sig for mange.

[54] Men da Høvedsmanden og de, som tillige med, ham holdt Vagt over Jesus, så Jordskælvet, og hvad der skete, frygtede de såre og sagde: “Sandelig, denne var Guds Søn.”

[55] Men der var mange Kvinder der, som så til i Frastand, hvilke havde fulgt Jesus fra Galilæa og tjent ham.

[56] Iblandt dem vare Maria Magdalene og Maria, Jakobs og Josefs Moder, og Zebedæus’s Sønners Moder.

[57] Men da det var blevet Aften, kom en rig Mand fra Arimathæa, ved Navn Josef, som også selv var bleven Jesu Discipel.

[58] Han gik til Pilatus og bad om Jesu Legeme. Da befalede Pilatus, at det skulde udleveres.

[59] Og Josef tog Legemet og svøbte det i et rent, fint Linklæde

[60] og lagde det i sin nye Grav, som han havde ladet hugge i Klippen, og væltede en stor Sten for Indgangen til Graven og gik bort.

[61] Men Maria Magdalene og den anden Maria vare der, og de sade lige over for Graven.

[62] Men den næste Dag, som var Dagen efter Beredelsesdagen, forsamlede Ypperstepræsterne og Farisæerne sig hos Pilatus

[63] og sagde: “Herre! vi ere komne i Hu, at denne Forfører sagde, medens han endnu levede: Tre Dage efter bliver jeg oprejst.

[64] Befal derfor, at Graven skal sikkert bevogtes indtil den tredje Dag, for at ikke hans Disciple skulle komme og stjæle ham og sige til Folket: “Han er oprejst fra de døde; og da vil den sidste Forførelse blive værre end den første,”

[65] Pilatus sagde til dem: “Der have I en Vagt; går hen og bevogter den sikkert, som I bedst vide!”

[66] Og de gik hen og bevogtede Graven sikkert med Vagten efter at have sat Segl for Stenen.

Matthæus — Chapters