[1] På den Tid vandrede Jesus på Sabbaten igennem en Sædemark; men hans Disciple bleve hungrige og begyndte at plukke Aks og at spise.
[2] Men da Farisæerne så det, sagde de til ham: “Se, dine Disciple gøre, hvad det ikke er tilladt at gøre på en Sabbat.”
[3] Men han sagde til dem: “Have I ikke læst, hvad David gjorde, da han blev hungrig og de, som vare med ham?
[4] hvorledes han gik ind i Guds Hus og spiste Skuebrødene, som det ikke var ham tilladt at spise, ej heller dem, som vare med ham, men alene Præsterne?
[5] Eller have I ikke læst i Loven, at på Sabbaterne vanhellige Præsterne Sabbaten i Helligdommen og ere dog uden Skyld?
[6] Men jeg siger eder, at her er det, som er større end Helligdommen.
[7] Men dersom I havde vidst, hvad det Ord betyder: Jeg har Lyst til Barmhjertighed og ikke til Offer, da havde I ikke fordømt dem, som ere uden Skyld.
[8] Thi Menneskesønnen er Herre over Sabbaten.”
[9] Og han gik videre derfra og kom ind i deres Synagoge.
[10] Og se, der var en Mand, som havde en vissen Hånd; og de spurgte ham ad og sagde: “Er det tilladt at helbrede på Sabbaten?” for at de kunde anklage ham.
[11] Men han sagde til dem: “Hvilket Menneske er der iblandt eder, som har kun eet Får, og ikke tager fat på det og drager det op, dersom det på Sabbaten falder i en Grav?
[12] Hvor meget er nu ikke et Menneske mere end et Får? Altså er det tilladt at gøre vel på Sabbaten.”
[13] Da siger han til Manden: “Ræk din Hånd ud!” og han rakte den ud, og den blev igen sund som den anden.
[14] Men Farisæerne gik ud og lagde Råd op imod ham, hvorledes de kunde slå ham ihjel.
[15] Men da Jesus mærkede det, drog han bort derfra; og mange fulgte ham, og han helbredte dem alle.
[16] Og han bød dem strengt, at de ikke måtte gøre ham kendt;
[17] for at det skulde opfyldes, som er talt ved Profeten Esajas, som siger:
[18] “Se, min Tjener, som jeg har udvalgt, min elskede, i hvem min Sjæl har Velbehag; jeg vil give min Ånd over ham, og han skal forkynde Hedningerne Ret.
[19] Han skal ikke kives og ikke råbe, og ingen skal høre hans Røst på Gaderne.
[20] Han skal ikke sønderbryde det knækkede Rør og ikke udslukke den rygende Tande, indtil han får ført Retten frem til Sejr.
[21] Og på hans Navn skulle Hedninger håbe.”
[22] Da blev en besat, som var blind og stum, ført til ham; og han helbredte ham, så at den stumme talte og så.
[23] Og alle Skarerne forfærdedes og sagde: “Mon denne skulde være Davids Søn?”
[24] Men da Farisæerne hørte det, sagde de: “Denne uddriver ikke de onde Ånder uden ved Beelzebul, de onde Ånders Fyrste.”
[25] Men såsom han kendte deres Tanker, sagde han til dem: “Hvert Rige, som er kommet i Splid med sig selv, lægges øde; og hver By eller Hus, som er kommet i Splid med sig selv, kan ikke bestå.
[26] Og hvis Satan uddriver Satan, så er han kommen i Splid med sig selv; hvorledes skal da hans Rige bestå?
[27] Og dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Beelzebul, ved hvem uddrive da eders Sønner dem? Derfor skulle de være eders Dommere.
[28] Men dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Guds Ånd, da er jo Guds Rige kommet til eder.
[29] Eller hvorledes kan nogen gå ind i den stærkes Hus og røve hans Ejendele, uden han først binder den stærke? Da kan han plyndre hans Hus.
[30] Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler med mig, adspreder.
[31] Derfor siger jeg eder: Al Synd og Bespottelse skal forlades Menneskene, men Bespottelsen imod Ånden skal ikke forlades.
[32] Og den, som taler et Ord imod Menneskesønnen, ham skal det forlades; men den som taler imod den Helligånd, ham skal det ikke forlades, hverken i denne Verden eller i den kommende.
[33] Lader enten Træet være godt og dets Frugt god; eller lader Træet være råddent, og dets Frugt rådden; thi Træet kendes på Frugten.
[34] I Øgleunger! hvorledes kunne I tale godt, når I ere onde? Thi af Hjertets Overflødighed taler Munden.
[35] Et godt Menneske fremtager gode Ting af sit gode Forråd; og et ondt Menneske fremtager onde Ting af sit onde Forråd.
[36] Men jeg siger eder, at Menneskene skulle gøre Regnskab på Dommens Dag for hvert utilbørligt Ord, som de tale.
[37] Thi af dine Ord skal du retfærdiggøres, og af dine Ord skal du førdømmes.”
[38] Da svarede nogle af de skriftkloge og Farisæerne ham og sagde: “Mester! vi ønske at se et Tegn at dig.”
[39] Men han svarede og sagde til dem: “En ond og utro Slægt forlanger Tegn, men der skal intet Tegn gives den uden Profeten Jonas’s Tegn.
[40] Thi ligesom Jonas var tre Dage og tre Nætter i Havdyrets Bug, således skal Menneskesønnen være tre Dage og tre Nætter i Jordens Skød.
[41] Mænd fra Ninive skulle opstå ved Dommen sammen med denne Slægt og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas’s Prædiken; og se, her er mere end Jonas.
[42] Sydens Dronning skal oprejses ved Dommen sammen med denne Slægt og fordømme den; thi hun kom fra Jordens Grænser for at høre Salomons Visdom; og se, her er mere end Salomon.
[43] Men når den urene Ånd er faren ud af Mennesket, vandrer den igennem vandløse Steder, søger Hvile og finder den ikke.
[44] Da siger den: Jeg vil vende om til mit Hus, som jeg gik ud af; og når den kommer, finder den det ledigt, fejet og prydet.
[45] Så går den hen og tager syv andre Ånder med sig, som ere værre end den selv, og når de ere komne derind, bo de der; og det sidste bliver værre med dette Menneske end det første. Således skal det også gå denne onde Slægt.”
[46] Medens han endnu talte til Skarerne, se, da stode hans Moder og hans Brødre udenfor og begærede at tale med ham.
[47] Da sagde en til ham: “Se, din Moder og dine Brødre stå udenfor og begære at tale med dig.”
[48] Men han svarede og sagde til den, som sagde ham det: “Hvem er min Moder? og hvem ere mine Brødre?”
[49] Og han rakte sin Hånd ud over sine Disciple og sagde: “Se, her er min Moder og mine Brødre!
[50] Thi enhver, der gør min Faders Villie, som er i Himlene, han er min Broder og Søster og Moder.”