[1] Og han sagde til dem: “Sandelig, siger jeg eder, der er nogle af dem, som stå her, der ingenlunde skulle smage Døden, førend de se Guds Rige være kommet med Kraft.”
[2] Og seks Dage derefter tager Jesus Peter og Jakob og Johannes med sig og fører dem alene afsides op på et højt Bjerg, og han blev forvandlet for deres Øjne.
[3] Og hans Klæder bleve skinnende, meget hvide, så at ingen Blegemand på Jorden kan gøre Klæder så hvide.
[4] Og Elias tillige med Moses viste sig for dem, og de samtalede med Jesus.
[5] Og Peter tog til Orde og siger til Jesus: “Rabbi! det er godt, at vi ere her, og lader os gøre tre Hytter, dig en og Moses en og Elias en.”
[6] Thi han vidste ikke, hvad han skulde sige; thi de vare blevne helt forfærdede.
[7] Og der kom en Sky, som overskyggede dem; og en Røst kom fra Skyen: “Denne er min Søn, den elskede, hører ham!”
[8] Og pludseligt, da de så sig om, så de ingen mere uden Jesus alene hos dem.
[9] Og da de gik ned fra Bjerget, bød han dem, at de ikke måtte fortælle nogen, hvad de havde set, førend Menneskesønnen var opstanden fra de døde.
[10] Og de fastholdt dette Ord hos sig selv og spurgte hverandre, hvad det er at opstå fra de døde.
[11] Og de spurgte ham og sagde: “De skriftkloge sige jo, at Elias bør først komme?”
[12] Men han sagde til dem: “Elias kommer først og genopretter alting; og hvorledes er der skrevet om Menneskesønnen? At han skal lide meget og foragtes.
[13] Men jeg siger eder, at både er Elias kommen, og de gjorde ved ham alt, hvad de vilde, efter som der er skrevet om ham.”
[14] Og da de kom til Disciplene, så de en stor Skare omkring dem og skriftkloge, som tvistedes med dem.
[15] Og straks studsede hele Skaren, da de så ham, og de løb hen og hilsede ham.
[16] Og han spurgte dem: “Hvorom tvistes I med dem?”
[17] Og en af Skaren svarede ham: “Mester! jeg har bragt min Søn til dig; han har en målløs Ånd.
[18] Og hvor som helst den griber ham, slider den i ham, og han fråder og skærer Tænder, og han visner hen; og jeg har sagt til dine Disciple, at de skulde uddrive den, og de kunde ikke.”
[19] Men han svarede dem og sagde: “O du vantro Slægt! hvor længe skal jeg være hos eder, hvor længe skal jeg tåle eder? Bringer ham til mig!”
[20] Og de ledte ham frem til ham; og da han så ham, sled Ånden straks i ham, og han faldt om på Jorden og væltede sig og fraadede.
[21] Og han spurgte hans Fader: “Hvor længe er det siden, at dette er kommet over ham?” Men han sagde: “Fra Barndommen af;
[22] og den har ofte kastet ham både i Ild og i Vand for at ødelægge ham; men om du formår noget, da forbarm dig over os, og hjælp os!”
[23] Men Jesus sagde til ham: “Om du formår! Alle Ting ere mulige for den, som tror.”
[24] Straks råbte Barnets Fader og sagde med Tårer: “Jeg tror, hjælp min Vantro!”
[25] Men da Jesus så, at Skaren stimlede sammen, truede han den urene Ånd og sagde til den: “Du målløse og døve Ånd! jeg byder dig, far ud af ham, og far ikke mere ind i ham!”
[26] Da skreg og sled den meget i ham og for ud, og han blev ligesom død, så at de fleste sagde: “Han er død.”
[27] Men Jesus tog ham ved Hånden og rejste ham op; og han stod op.
[28] Og da han var kommen ind i et Hus, spurgte hans Disciple ham i Enrum: “Hvorfor kunde vi ikke uddrive den?”
[29] Og han sagde til dem: “Denne Slags kan ikke fare ud ved noget, uden ved Bøn og Faste.”
[30] Og da de gik ud derfra, vandrede de igennem Galilæa; og han vilde ikke, at nogen skulde vide det.
[31] Thi han lærte sine Disciple og sagde til dem: “Menneskesønnen overgives i Menneskers Hænder, og de skulle slå ham ihjel; og når han er ihjelslået, skal han opstå tre Dage efter.”
[32] Men de forstode ikke det Ord og frygtede for at spørge ham.
[33] Og de kom til Kapernaum, og da han var kommen ind i Huset, spurgte han dem: “Hvad var det, I overvejede med hverandre på Vejen?”
[34] Men de tav; thi de havde talt med hverandre på Vejen om, hvem der var den største.
[35] Og han satte sig og kaldte på de tolv og siger til dem: “Dersom nogen vil være den første, han skal være den sidste af alle og alles Tjener.”
[36] Og han tog et lille Barn og stillede det midt iblandt dem og tog det i Favn og sagde til dem:
[37] “Den, som modtager eet af disse små Børn for mit Navns Skyld, modtager mig; og den, som modtager mig, modtager ikke mig, men den, som udsendte mig.”
[38] Johannes sagde til ham: “Mester! vi så en, som ikke følger os, uddrive onde Ånder i dit Navn; og vi forbød ham det, fordi han ikke følger os.”
[39] Men Jesus sagde: “Forbyder ham det ikke; thi der er ingen, som gør en kraftig Gerning i mit Navn og snart efter kan tale ilde om mig.
[40] Thi den, som ikke er imod os, er for os.
[41] Thi den, som giver eder et Bæger Vand at drikke i mit Navn, fordi I høre Kristus til, sandelig, siger jeg eder, han skal ingenlunde miste sin Løn
[42] Og den, som forarger en af disse små, som tro, for ham var det bedre, at der lå en Møllesten om hans Hals, og han var kastet i Havet.
[43] Og dersom din Hånd forarger dig, så hug den af; det er bedre for dig at gå som en Krøbling ind til Livet end at have to Hænder og fare til Helvede til den uudslukkelige Ild,
[44] hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes.
[45] Og dersom din Fod forarger dig, så hug den af; det er bedre for dig at gå lam ind til Livet end at have to Fødder og blive kastet i Helvede,
[46] hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes.
[47] Og dersom dit Øje forarger dig, så riv det ud; det er bedre for dig at gå enøjet ind i Guds Rige end at have to Øjne og blive kastet i Helvede,
[48] hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes.
[49] Thi enhver skal saltes med Ild, og alt Offer skal saltes med Salt.)
[50] Saltet er godt; men dersom Saltet bliver saltløst, hvormed ville I da give det sin Kraft igen? Haver Salt i eder selv, og holder Fred med hverandre!”