[1] Men to Dage derefter var det Påske og de usyrede Brøds Højtid. Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte, hvorledes de med List kunde gribe og ihjelslå ham.
[2] Thi de sagde: “Ikke på Højtiden, for at der ikke skal blive Oprør iblandt Folket.”
[3] Og da han var i Bethania, i Simon den spedalskes Hus, kom der, medens han sad til Bords, en Kvinde, som havde en Alabastkrukke med ægte, såre kostbar Nardussalve; og hun sønderbrød Alabastkrukken og udgød den på hans Hoved.
[4] Men der var nogle, som bleve vrede hos sig selv og sagde: “Hvortil er denne Spilde af Salven sket?
[5] Denne Salve kunde jo være solgt for mere end tre Hundrede Denarer og være given til de fattige.” Og de overfusede hende.
[6] Men Jesus sagde: “Lader hende være, hvorfor volde I hende Fortrædeligheder? Hun har gjort en god Gerning imod mig.
[7] De fattige have I jo altid hos eder, og når I ville, kunne I gøre vel imod dem; men mig have I ikke altid.
[8] Hun gjorde, hvad hun kunde; hun salvede forud mit Legeme til Begravelsen.
[9] Sandelig, siger jeg eder, hvor som helst i hele Verden Evangeliet bliver prædiket, skal også det, som hun har gjort, omtales til hendes Ihukommelse.”
[10] Og Judas Iskariot, en af de tolv, gik hen til Ypperstepræsterne for at forråde ham til dem.
[11] Men da de hørte det, bleve de glade, og de lovede at give ham Penge; og han søgte, hvorledes han kunde få Lejlighed til at forråde ham.
[12] Og på de usyrede Brøds første Dag, da man slagtede Påskelammet, sige hans Disciple til ham: “Hvor vil du, at vi skulle gå hen og træffe Forberedelse til, at du kan spise Påskelammet?”
[13] Og han sender to af sine Disciple og siger til dem: “Går ind i Staden, så skal der møde eder en Mand, som bærer en Vandkrukke; følger ham;
[14] og hvor han går ind, der skulle I sige til Husbonden: Mesteren siger: Hvor er mit Herberge, hvor jeg kan spise Påskelammet med mine Disciple?
[15] Og han skal vise eder en stor Sal, opdækket og rede; og der skulle I berede det for os.”
[16] Og hans Disciple gik bort og kom ind i Staden og fandt det, således som han havde sagt dem; og de beredte Påskelammet.
[17] Og da det var blevet Aften, kommer han med de tolv.
[18] Og medens de sade til Bords og spiste, sagde Jesus: “Sandelig, siger jeg eder, en af eder, som spiser med mig, vil forråde mig.”
[19] De begyndte at bedrøves og at sige til ham, en efter en: “Det er dog vel ikke mig?”
[20] Men han sagde til dem: “En af de tolv, den, som dypper med mig i Fadet
[21] Thi Menneskesønnen går vel bort, som der er skrevet om ham; men ve det, Menneske ved hvem Menneskesønnen bliver forrådt! Det var godt for det Menneske, om han ikke var født.”
[22] Og medens de spiste, tog han Brød, velsignede og brød det og gav dem det og sagde: “Tager det; dette er mit Legeme.”
[23] Og han tog en Kalk, takkede og gav dem den; og de drak alle deraf.
[24] Og han sagde til dem: “Dette er mit Blod, Pagtens, hvilket udgydes for mange.
[25] Sandelig, siger jeg eder, at jeg skal ingen Sinde mere drikke af Vintræets Frugt indtil den Dag, da jeg skal drikke den ny i Guds Rige.”
[26] Og da de havde sunget Lovsangen, gik de ud til Oliebjerget
[27] Og Jesus siger til dem: “I skulle alle forarges; thi der er skrevet: Jeg vil slå Hyrden, og Fårene skulle adspredes.
[28] Men efter at jeg er bleven oprejst, vil jeg gå forud for eder til Galilæa.”
[29] Men Peter sagde til ham: “Dersom de endog alle forarges, vil jeg dog ikke forarges.”
[30] Og Jesus siger til ham: “Sandelig siger jeg dig, i Dag, i denne Nat, førend Hanen galer to Gange, skal du fornægte mig tre Gange.”
[31] Men han sagde end yderligere: “Om jeg end skulde dø med dig, vil jeg ingenlunde fornægte dig.” Men ligeså sagde de også alle.
[32] Og de komme til en Gård, hvis Navn var Gethsemane; og han siger til sine Disciple “Sætter eder her, imedens jeg beder.”
[33] Og han tager Peter og Jakob og Johannes med sig, og han begyndte at forfærdes og svarlig at ængstes.
[34] Og han siger til dem: “Min Sjæl er dybt bedrøvet indtil Døden; bliver her og våger!”
[35] Og han gik lidt frem, kastede sig ned på Jorden og bad om, at den Time måtte gå ham forbi, om det var muligt.
[36] Og han sagde: “Abba Fader! alting er dig muligt; tag denne Kalk fra mig; dog ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.”
[37] Og han kommer og finder dem sovende og siger til Peter: “Simon, sover du? Kunde du ikke våge een Time?
[38] Våger, og beder, for at I ikke skulle falde i Fristelse; Ånden er vel redebon, men Kødet er skrøbeligt.”
[39] Og han gik atter hen og bad og sagde det samme Ord,
[40] Og han vendte tilbage og fandt dem atter sovende; thi deres Øjne vare betyngede, og de vidste ikke, hvad de skulde svare ham.
[41] Og han kommer tredje Gang og siger til dem: “Sove I fremdeles og hvile eder? Det er nok; Timen er kommen; se, Menneskesønnen forrådes i Synderes Hænder.
[42] Står op, lader os gå; se, han, som forråder mig, er nær.”
[43] Og straks, medens han endnu talte, kommer Judas, en af de tolv, og med ham en stor Skare med Sværd og Knipler fra Ypperstepræsterne og de skriftkloge og de Ældste.
[44] Men han, som forrådte ham, havde givet dem et aftalt Tegn og sagt: “Den, som jeg kysser, ham er det; griber ham, og fører ham sikkert bort!”
[45] Og da han kom, trådte han straks hen til ham og siger: “Rabbi! Rabbi!” og han kyssede ham.
[46] Men de lagde Hånd på ham og grebe ham.
[47] Men en af dem, som stode hos, drog Sværdet, slog Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans Øre.
[48] Og Jesus svarede og sagde til dem: “I ere gåede ud som imod en Røver, med Sværd og med Knipler for at fange mig.
[49] Daglig var jeg hos eder i Helligdommen og lærte, og I grebe mig ikke; men dette sker, for af Skrifterne skulle opfyldes.”
[50] Og de forlode ham alle og flyede.
[51] Og en enkelt, et ungt Menneske, som havde et Linklæde over det blotte Legeme, fulgte med ham; og de gribe ham;
[52] men han slap Linklædet og flygtede nøgen.
[53] Og de førte Jesus hen til Ypperstepræsten; og alle Ypperstepræsterne og de Ældste og de skriftkloge komme sammen hos ham.
[54] Og Peter fulgte ham i Frastand til ind i Ypperstepræstens Gård, og han sad hos Svendene og varmede sig ved Ilden.
[55] Men Ypperstepræsterne og hele Rådet søgte Vidnesbyrd imod Jesus, for at de kunde aflive ham; og de fandt intet.
[56] Thi mange sagde falsk Vidnesbyrd imod ham, men Vidnesbyrdene stemte ikke overens.
[57] Og nogle stode op og vidnede falsk imod ham og sagde:
[58] “Vi have hørt ham sige: Jeg vil nedbryde dette Tempel, som er gjort med Hænder, og i tre Dage bygge et andet, som ikke er gjort med Hænder.”
[59] Og end ikke således stemte deres Vidnesbyrd overens.
[60] Og Ypperstepræsten stod op midt iblandt dem og spurgte Jesus og sagde: “Svarer du slet intet på, hvad disse vidne imod dig?”
[61] Men han tav og svarede intet. Atter spurgte Ypperstepræsten ham og siger til ham: “Er du Kristus, den Højlovedes Søn?”
[62] Men Jesus sagde: “Jeg er det; og I skulle se Menneskesønnen sidde ved Kraftens højre Hånd og komme med Himmelens Skyer.”
[63] Men Ypperstepræsten sønderrev sine Klæder og sagde: “Hvad have vi længere Vidner nødig?
[64] I have hørt Gudsbespottelsen; hvad tykkes eder?” Men de fældede alle den Dom over ham, at han var skyldig til Døden.
[65] Og nogle begyndte af spytte på ham og tilhylle hans Ansigt og give ham Næveslag og sige til ham: “Profeter!” og Svendene modtoge ham med Slag på Kinden.
[66] Og medens Peter var nedenfor i Gården, kommer en af Ypperstepræstens Piger,
[67] og da hun ser Peter varme sig, ser hun på ham og siger: “Også du var med Nazaræeren, med Jesus.”
[68] Men han nægtede og sagde: “Jeg hverken ved eller forstår, hvad du siger;” og han gik ud i Forgården, og Hanen galede.
[69] Og Pigen så ham og begyndte atter at sige til dem, som stode hos: “Denne er en af dem.”
[70] Men han nægtede det atter. Og lidt derefter sagde atter de, som stode hos, til Peter: “Sandelig, du er en af dem; du er jo også en Galilæer.”
[71] Men han begyndte at forbande sig og sværge: “Jeg kender ikke dette Menneske, om hvem I tale.”
[72] Og straks galede Hanen anden Gang. Og Peter kom det Ord i Hu, som Jesus sagde til ham: “Førend Hanen galer to Gange, skal du fornægte mig tre Gange.” Og han brast i Gråd.