[1] Og han, gik atter ind i en Synagoge, og der var der en Mand, som havde en vissen Hånd.
[2] Og de toge Vare på ham, om han vilde helbrede ham på Sabbaten, for at de kunde anklage ham.
[3] Og han siger til Manden, som havde den visne Hånd!”Træd frem her i Midten!”
[4] Og han siger til dem: “Er det tilladt at gøre godt på Sabbaten eller at gøre ondt, at frelse Liv eller at slå ihjel?” Men de tav.
[5] Og han så omkring på dem med Vrede, bedrøvet over deres Hjertes Forhærdelse, og siger til Manden: “Ræk din Hånd ud!” og han rakte den ud, og hans Hånd blev sund igen.
[6] Og Farisæerne gik straks ud og holdt Råd med Herodianerne imod ham, hvorledes de kunde slå ham ihjel.
[7] Og Jesus drog med sine Disciple bort til Søen, og en stor Mængde fulgte med fra Galilæa; og fra Judæa
[8] og fra Jerusalem og fra Idumæa og Landet hinsides Jordan og fra Egnen om Tyrus og Sidon kom de til ham i stor Mængde, da de hørte, hvor store Gerninger han gjorde.
[9] Og han sagde til sine Disciple, at en Båd skulde være til Rede til ham for Skarens Skyld, for at de ikke skulde trænge ham.
[10] Thi han helbredte mange, så at alle, som havde Plager, styrtede ind på ham for at røre ved ham.
[11] Og når de urene Ånder så ham, faldt de ned for ham og råbte og sagde: “Du er Guds Søn.”
[12] Og han truede dem meget, at de ikke måtte gøre ham kendt.
[13] Og han stiger op på Bjerget og hidkalder, hvem han selv vilde; og de gik hen til ham.
[14] Og han beskikkede tolv, til at de skulde være hos ham, og til at han kunde udsende dem til at prædike
[15] og at have Magt til at uddrive de onde Ånder.
[16] Og han beskikkede de tolv, og han tillagde Simon Navnet Peter;
[17] fremdeles Jakob, Zebedæus’s Søn, og Johannes, Jakobs Broder, og han tillagde dem Navnet Boanerges, det er Tordensønner;
[18] og Andreas og Filip og Bartholomæus og Matthæus og Thomas og Jakob, Alfæus’s Søn, og Thaddæus og Simon Kananæeren
[19] og Judas Iskariot, han, som forrådte ham.
[20] Og han kommer hjem, og der samles atter en Skare, så at de end ikke kunne få Mad.
[21] Og da hans nærmeste hørte det, gik de ud for at drage ham til sig thi de sagde: “Han er ude af sig selv.”
[22] Og de skriftkloge, som vare komne ned fra Jerusalem, sagde: “Han har Beelzebul, og ved de onde Ånders Fyrste uddriver han de onde Ånder:”
[23] Og han kaldte dem til sig og sagde til dem i Lignelser: “Hvorledes kan Satan uddrive Satan?
[24] Og dersom et Rige er kommet i Splid med sig selv, kan samme Rige ikke bestå.
[25] Og dersom et Hus er kommet i Splid med sig selv, vil samme Hus ikke kunne bestå.
[26] Og dersom Satan har sat sig op imod sig selv og er kommen i Splid med sig selv, kan han ikke bestå, men det er ude med ham.
[27] Men ingen kan gå ind i den stærkes Hus og røve hans Ejendele, uden han først binder den stærke, og da kan han plyndre hans Hus.
[28] Sandelig, siger jeg eder, alle Ting skulle forlades Menneskenes Børn, Synder og Bespottelser, hvor store Bespottelser de end tale;
[29] men den. som taler bespotteligt imod den Helligånd, har evindeligt ingen Forladelse, men skal være skyldig i en evig Synd.”
[30] De sagde nemlig: “Han har en uren Ånd.”
[31] Og hans Moder,og hans Brødre komme, og de stode udenfor og sendte Bud ind til ham og lode ham kalde.
[32] Og en Skare sad omkring ham; og de sige til ham: “Se; din Moder og dine; Brødre og dine Søstre ere udenfor og spørge efter dig.”
[33] Og han svarer dem og siger: “Hvem er min Moder og mine Brødre?”
[34] Og han så omkring på dem, som sade rundt om ham, og sagde: “Se, her er min Moder og mine Brødre!
[35] Thi den, som gør Guds Villie, det er min Broder og Søster og Moder.”