[1] Og han gik bort derfra Og han kommer til sin Fædreneby, og hans Disciple følge ham.
[2] Og da det blev Sabbat, begyndte han at lære i Synagogen, og de mange, som hørte ham, bleve slagne af Forundring og sagde: “Hvorfra har han dog dette, og hvad er det for en Visdom, som er given ham,og hvilke kraftige Gerninger der dog sker ved hans Hænder!
[3] Er denne ikke Tømmermanden, Marias Søn og Jakobs og Joses’s og Judas’s og Simons Broder? Og ere ikke hans Søstre her hos os?” Og de forargedes på ham.
[4] Og Jesus sagde til dem: “En Profet er ikke foragtet uden i sit eget Fædreland og iblandt sine Slægtninge og i sit Hus.”
[5] Og han kunde ikke gøre nogen kraftig Gerning der; kun lagde han Hænderne på nogle få syge og helbredte dem
[6] Og han forundrede sig over deres Vantro. Og han gik om i Landsbyerne der omkring og lærte.
[7] Og han hidkalder de tolv, og han begyndte at udsende dem, to og to, og gav dem Magt over de urene Ånder.
[8] Og han bød dem, at de skulde intet tage med på Vejen uden en Stav alene, ikke Brød, ikke Taske, ikke Kobber i Bæltet,
[9] men have Sko på og: “Ifører eder ikke to Kjortler!”
[10] Og han sagde til dem: “Hvor I komme ind i et Hus, der skulle I blive, indtil I drage bort fra Stedet.
[11] Og hvor man ikke vil modtage eder og ikke vil høre eder, der skulle I gå bort fra og afryste Støvet under eders Fødder til Vidnesbyrd imod dem.”
[12] Og de gik ud og prædikede, at man skulde omvende sig.
[13] Og de dreve onde Ånder ud og salvede mange syge med Olie og helbredte dem.
[14] Og Kong Herodes hørte det (thi hans Navn var blevet bekendt), og han sagde: “Johannes Døberen er oprejst fra de døde, og derfor virke Kræfterne i ham.”
[15] Andre sagde: “Det er Elias; “ men andre sagde: “Det er en Profet ligesom en af Profeterne.”
[16] Men da Herodes hørte det, sagde han: “Johannes, som jeg har ladet halshugge, han er oprejst.”
[17] Thi Herodes havde selv sendt Bud og ladet Johannes gribe og kaste i Fængsel for sin Broder Filips Hustru, Herodias’s Skyld; thi han havde taget hende til Ægte.
[18] Johannes sagde nemlig til Herodes: “Det er dig ikke tilladt at have din Broders Hustru.”
[19] Men Herodias bar Nag til ham og vilde gerne slå ham ihjel, og hun kunde det ikke.
[20] Thi Herodes frygtede for Johannes, fordi han vidste, at han var en retfærdig og hellig Mand, og han holdt sin Hånd over ham; og når han hørte ham, var han tvivlrådig om mange Ting, og han hørte ham gerne.
[21] Og da der kom en belejlig Dag, da Herodes på sin Fødselsdag gjorde et Gæstebud for sine Stormænd og Krigsøversterne og de ypperste i Galilæa,
[22] og da selve Herodias’s Datter kom ind og dansede, behagede hun Herodes og Gæsterne. Og Kongen sagde til Pigen: “Bed mig, om hvad som helst du vil, så vil jeg give dig det.”
[23] Og han svor hende til og sagde: “Hvad som helst du beder om, vil jeg give dig, indtil Halvdelen af mit Rige.”
[24] Og hun gik ud og sagde til sin Moder: “Hvad skal jeg bede om?” Men hun sagde: “Om Johannes Døberens Hoved.”
[25] Og hun gik straks skyndsomt ind til Kongen, bad og sagde: “Jeg vil, at du straks giver mig Johannes Døberens Hoved på et Fad.”
[26] Om end Kongen blev meget bedrøvet, vilde han dog for Edernes og Gæsternes Skyld ikke afvise hende:
[27] Og Kongen sendte straks en at Vagten og befalede at bringe hans Hoved
[28] Og denne gik hen og halshuggede ham i Fængselet; og han bragte hans Hoved på et Fad og gav det til Pigen, og Pigen gav det til sin Moder.
[29] Og da hans Disciple hørte det, kom de og toge hans Lig og lagde det i en Grav.
[30] Og Apostlene samle sig om Jesus, og de forkyndte ham alt, hvad de havde gjort, og hvad de havde lært.
[31] Og han siger til dem: “Kommer nu I med afsides til et øde Sted og hviler eder lidt;” thi der var mange, som gik til og fra, og de havde ikke engang Ro til at spise.
[32] Og de droge bort i Skibet til et øde Sted afsides.
[33] Og man så dem drage bort, og mange kendte dem, og til Fods strømmede de sammen derhen fra alle Byerne og kom før end de.
[34] Og da han gik i Land, så han en stor Skare, og han ynkedes inderligt over dem; thi de vare som Får, der ikke have Hyrde; og han begyndte at lære dem meget.
[35] Og da Tiden allerede var fremrykket, kom hans Disciple til ham og sagde: “Stedet er øde, og Tiden er allerede fremrykket.
[36] Lad dem gå bort, for at de kunne gå hen i de omliggende Gårde og Landsbyer og købe sig noget at spise.”
[37] Men han svarede og sagde til dem: “Giver I dem at spise!” Og de sige til ham: “Skulle vi gå hen og købe Brød for to Hundrede Denarer og give dem at spise?”
[38] Men han siger til dem: “Hvor mange Brød have I? Går hen og ser efter!” Og da de havde fået det at vide, sige de: “Fem, og to Fisk.”
[39] Og han bød dem at lade dem alle sætte sig ned i små Flokke i det grønne Græs.
[40] Og de satte sig ned, Hob ved Hob, somme på hundrede og somme på halvtredsindstyve.
[41] Og han tog de fem Brød og de to Fisk, så op til Himmelen og velsignede; og han brød Brødene og gav sine Disciple dem at lægge for dem, og han delte de to Fisk til dem alle.
[42] Og de spiste alle og bleve mætte.
[43] Og de optoge tolv Kurve fulde af Stykker, også af Fiskene.
[44] Og de, som spiste Brødene, vare fem Tusinde Mænd.
[45] Og straks nødte han sine Disciple til at gå om Bord i Skibet og i Forvejen sætte over til hin Side, til Bethsajda, medens han selv lod Skaren gå bort.
[46] Og da han havde taget Afsked med dem, gik han op på Bjerget for at bede.
[47] Og da det var blevet silde, var Skibet midt på Søen og han alene på Landjorden.
[48] Og da han så, at de havde deres Nød med at ro (thi Vinden var dem imod); kommer han ved den fjerde Nattevagt til dem vandrende på Søen. Og han vilde gå dem forbi.
[49] Men da de så ham vandre på Søen, mente de, at det var et Spøgelse, og de skrege.
[50] Thi de så ham alle og bleve forfærdede. Men han talte straks med dem og sagde til dem: “Værer frimodige, det er mig, frygter ikke!”
[51] Og han steg op i Skibet til dem, og Vinden lagde sig, og de forfærdedes over al Måde ved sig selv.
[52] Thi de havde ikke fået Forstand af det, som var sket med Brødene; men deres Hjerte var forhærdet
[53] Og da de vare farne over til Landet, kom de til Genezareth og lagde til der.
[54] Og da de trådte ud af Skibet, kendte man ham straks.
[55] Og de løb om i hele den Egn og begyndte at bringe de syge på deres Senge omkring, hvor de hørte, at han var.
[56] Og hvor som helst han gik ind i Landsbyer eller Byer eller Gårde, lagde de de syge på Torvene og bade ham om, at de måtte røre blot ved Fligen af hans Klædebon; og alle de, som rørte ved ham, bleve helbredte.