[1] Seks Dage før Påske kom Jesus nu til Bethania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde.
[2] Der gjorde de da et Aftensmåltid for ham, og Martha vartede op; men Lazarus var en af dem, som sade til Bords med ham.
[3] Da tog Maria et Pund af ægte, såre kostbar Nardussalve og salvede Jesu Fødder og tørrede hans Fødder med sit Hår; og Huset blev fuldt af Salvens Duft.
[4] Da siger en af hans Disciple, Judas, Simons Søn, Iskariot, han, som siden forrådte ham:
[5] “Hvorfor blev denne Salve ikke solgt for tre Hundrede Denarer og given til fattige?”
[6] Men dette sagde han, ikke fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en Tyv og havde Pungen og bar, hvad der blev lagt deri.
[7] Da sagde Jesus: “Lad hende med Fred, hun har jo bevaret den til min Begravelsesdag!
[8] De fattige have I jo altid hos eder; men mig have I ikke altid.”
[9] En stor Skare af Jøderne fik nu at vide, at han var der; og de kom ikke for Jesu Skyld alene, men også for at se Lazarus, hvem han havde oprejst fra de døde.
[10] Men Ypperstepræsterne rådsloge om også at slå Lazarus ihjel:
[11] thi for hans Skyld gik mange af Jøderne hen og troede på Jesus.
[12] Den følgende Dag, da den store Skare, som var kommen til Højtiden, hørte, at Jesus kom til Jerusalem,
[13] toge de Palmegrene og gik ud imod ham og råbte: “Hosanna! velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn, Israels Konge!”
[14] Men Jesus fandt et ungt Æsel og satte sig derpå, som der er skrevet:
[15] “Frygt ikke, Zions Datter! se, din Konge kommer, siddende på en Asenindes Føl.”
[16] Dette forstode hans Disciple ikke først; men da Jesus var herliggjort, da kom de i Hu, at dette var skrevet om ham, og at de havde gjort dette for ham.
[17] Skaren, som var med ham, vidnede nu, at han havde kaldt Lazarus frem fra Graven og oprejst ham fra de døde.
[18] Det var også derfor, at Skaren gik ham i Møde, fordi de havde hørt, at han havde gjort dette Tegn.
[19] Da sagde Farisæerne til hverandre: “I se, at I udrette ikke noget; se, Alverden går efter ham.”
[20] Men der var nogle Grækere af dem, som plejede at gå op for at tilbede på Højtiden.
[21] Disse gik nu til Filip, som var fra Bethsajda i Galilæa, og bade ham og sagde: “Herre! vi ønske at se Jesus.”
[22] Filip kommer og siger det til Andreas, Andreas og Filip komme og sige det til Jesus.
[23] Men Jesus svarede dem og sagde: “Timen er kommen, til at Menneskesønnen skal herliggøres.
[24] Sandelig, sandelig, siger jeg eder, hvis ikke Hvedekornet falder i Jorden og dør, bliver det ene; men dersom det dør, bærer det megen Frugt.
[25] Den, som elsker sit Liv, skal miste det; og den, som hader sit Liv i denne Verden, skal bevare det til et evigt Liv.
[26] Om nogen tjener mig, han følge mig, og hvor jeg er, der skal også min Tjener være; om nogen tjener mig, ham skal Faderen ære.
[27] Nu er min Sjæl forfærdet; og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne Time? Dog, derfor er jeg kommen til denne Time.
[28] Fader herliggør dit Navn!” Da kom der en Røst fra Himmelen: “Både har jeg herliggjort det, og vil jeg atter herliggøre det.”
[29] Da sagde Skaren, som stod og hørte det, at det havde tordnet; andre sagde: “En Engel har talt til ham.”
[30] Jesus svarede og sagde: “Ikke for min Skyld er denne Røst kommen, men for eders Skyld.
[31] Nu går der Dom over denne Verden, nu skal denne Verdens Fyrste kastes ud,
[32] og jeg skal, når jeg bliver ophøjet fra Jorden, drage alle til mig.”
[33] Men dette sagde han for at betegne, hvilken Død han skulde dø.
[34] Skaren svarede ham: “Vi have hørt af Loven, at Kristus bliver evindelig, og hvorledes siger da du, at Menneskesønnen bør ophøjes? Hvem er denne Menneskesøn?”
[35] Da sagde Jesus til dem: “Endnu en liden Tid er Lyset hos eder. Vandrer, medens I have Lyset, for at Mørke ikke skal overfalde eder! Og den, som vandrer i Mørket, ved ikke, hvor han går hen.
[36] Medens I have Lyset, tror på Lyset, for at I kunne blive Lysets Børn!” Dette talte Jesus, og han gik bort og blev skjult for dem.
[37] Men endskønt han havde gjort så mange Tegn for deres Øjne, troede de dog ikke på ham,
[38] for at Profeten Esajas’s Ord skulde opfyldes, som han har sagt: “Herre! hvem troede det, han hørte af os, og for hvem blev Herrens Arm åbenbaret?”
[39] Derfor kunde de ikke tro, fordi Esajas har atter sagt:
[40] “Han har blindet deres Øjne og forhærdet deres Hjerte, for at de ikke skulle se med Øjnene og forstå med Hjertet og omvende sig, så jeg kunde helbrede dem.”
[41] Dette sagde Esajas, fordi han så hans Herlighed og talte om ham.
[42] Alligevel var der dog mange, endogså af Rådsherrerne, som troede på ham; men for Farisæernes Skyld bekendte de det ikke, for at de ikke skulde blive udelukkede af Synagogen;
[43] thi de elskede Menneskenes Ære mere end Guds Ære.
[44] Men Jesus råbte og sagde: “Den, som tror på mig, tror ikke på mig, men på ham, som sendte mig,
[45] og den, som ser mig, ser den, som sendte mig.
[46] Jeg er kommen som et Lys til Verden, for at hver den, som tror på mig, ikke skal blive i Mørket.
[47] Og om nogen hører mine Ord og ikke vogter på dem, ham dømmer ikke jeg; thi jeg er ikke kommen for at dømme Verden, men for at frelse Verden.
[48] Den, som foragter mig og ikke modtager mine Ord, har den, som dømmer ham; det Ord, som jeg har talt, det skal dømme ham på den yderste Dag.
[49] Thi jeg har ikke talt af mig selv; men Faderen, som sendte mig, han har givet mig Befaling om, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal tale.
[50] Og jeg ved, at hans Befaling er evigt Liv. Altså, hvad jeg taler, taler jeg således, som Faderen har sagt mig.”